Efterår i drivhuset

Her får du tips til at forlænge sæsonen, og tricks til at forberede dit drivhus til den kommende vinter.

Tekst og foto: Kenn Römer-Bruhn, have- og fotojournalist.

Når dagene bliver kortere og naturen klæder sig i efterårets farver, er det tid til at forberede drivhuset på de køligere måneder. Her fortæller have- og drivhuseksperten Kenn Römer-Bruhn om alt fra efterårets sidste høst til forberedelserne til vinteren, så du sikrer dit drivhus de bedste betingelser.

Første rimfrost på glasset i drivhuset

Første rimfrost på glasset i forfatterens drivhus på en kold morgen i det tidlige efterår.

Nye muligheder og forberedelser

Efteråret bringer en forandringens brise med sig, og med den en ny fase i drivhusets årscyklus. Mens naturen udenfor langsomt klæder sig i gyldne og brændte nuancer, åbner efteråret i drivhuset op for nye muligheder og forberedelser til de kommende køligere måneder.

Det er en god idé at holde øje med vejrudsigten. Når sommeren går på hæld, kan vi i disse klimaforandringstider opleve indian summer, hvor dagtemperaturen kan nærme sig de 30 °C. Det kan betyde, at vanding og ventilation vil være nødvendigt længere end du måske forestiller dig. Selvom dagtemperaturen fortsat kan være høj, vil nattemperaturen til stadighed sænke sig og blive køligere. Hold derfor også øje med evt. pludselig frost, der hurtigt kan gøre en ende på følsomme planter i drivhuset.

Efterhånden som dagene bliver kortere, forbereder planterne sig på den skiftende sæson ved at sænke væksten. Det er som om, at det hele går meget langsommere nu. Dette giver dig tid til at planlægge og forberede drivhuset til vinteren, samtidig med at du nyder efterårets unikke skønhed og de sidste frugter af sommerens arbejde.

Dug på ruderne i drivhuset en efterårsaften

Udluftning er særlig vigtig på denne tid af efteråret, hvor fugtigheden er høj og danner dug på ruderne i drivhuset.

Efterår i drivhuset

Når den første frost har nået drivhuset, er det tid til at gøre status: Tomater eftermodnes og der skal ryddes op.

I efteråret er fugtigheden høj i drivhuset

Efterårets høje fugtighed får vinduerne i drivhuset til at dugge, mens et par af årets sidste Dahlia pryder vasen bag det tågede glas.

Vær opmærksom på luftfugtigheden i drivhuset

Selvom det kan friste at holde drivhuset tæt lukket for at holde på varmen, er god ventilation afgørende for at undgå ophobning af fugt og deraf de sygdomme, det kan medføre. En regelmæssig udluftning på tørre, solrige dage, vil skabe et sundt miljø for dine planter.

Beskyt frostfølsomme planter i drivhuset

Efteråret er også en påmindelse om, at det er tid til at bringe følsomme planter ind under glas. Middelhavsplanter som oliven, citrus og agapanthus, der har nydt af sommerens udendørsliv, skal nu ind i drivhusets beskyttende rammer for en stund. I kolde perioder kan du lægge et dobbelt lag fiberdug hen over planter og krukker. Bobleplast kan også bruges, men holder fugten indespærret, hvilket sjældent er godt. Kenn har også eksperimenteret med måtter af uldfilt omkring krukkerne – det fungerer utrolig godt som isolation til at holde kulden stagen.

Vil du også have succes med de første planter, så se drivhusguide for begyndere, hvor du får en grundig introduktion til, hvordan du vælger det rette drivhus, indretter det optimalt og samtidig får praktiske tips og inspiration, der hjælper dig godt på vej.

Bliv klogere på drivhuset gennem forskellige årstider

Få tips om, hvordan du udnytter dit drivhus gennem forår, sommer, efterår og vinter. Kenn har samlet sine bedste tips og inspiration til dig lige her:

Drivhus og løvfald i haven i efteråret

Løvet lægger sig smukt i haven efter den første frost i efteråret. Det er et signal om, at drivhuset skal gøres klar for vinteren.

Forbered drivhuset til vinter

Efteråret i drivhuset er en periode med forberedelse og overgang. Sidst på efteråret er det tid til at lukke for vandet, så du undgår frostskader. Har du pumper og vandingsanlæg, er det en god idé at tømme, rengøre og opbevare dem et frostfrit sted, så de er klar til næste sæson.

Når bladene af vindruen falder af, er det et signal om, at sæsonen er slut. Det indebærer en grundig rengøring for at fjerne sommerens opsamlede snavs og evt. skadedyr, der kan gemme sig i kroge og sprækker. Fjern evt. skyggenet eller gardiner, der måske stadig sidder fra sommeren. At rengøre glas og rammer sikrer, at der kommer maksimalt lys ind i drivhuset på de korte dage, der venter forude. Det er også tid til at inspicere og reparere eventuelle skader for at sikre, at konstruktionen er vandtæt og klar til at modstå vinterens udfordringer.

Har du en brændeovn i drivhuset, er det tid til at tænde op og nyde de stille øjeblikke i drivhuset. Her kan du planlægge næste års eventyr, mens regnen trommer på glasset udenfor og vinden suser i de sidste rester af løv fra de høje træer.

Vinterdyrkning i dit drivhus

Efteråret markerer også starten på planlægningen og såningen af afgrøder, der kan vokse gennem vinteren. Salater som vinterfrisée, rucola, vinterportulak og spinat samt asiatiske grøntsager som mizuna og tatsoi trives under glas i de køligere måneder. Disse grøntsager kan give friske høst gennem vinteren og bringe liv til dit drivhus, selv når temperaturen falder udenfor.

Det er også tidspunktet for at sætte hvidløg i køkkenhaven, men du kan også sætte dem i drivhuset. Brug en krukke, og snart vil du opdage, at der er de lækreste grønne hvidløgsspirer, som du kan klippe løs af vinteren over. De friske spirer er fantastiske i salater og som pynt på diverse retter, hvilket giver en frisk smag af hvidløg, når resten af haven sover.

Du kan også så babyleaves eller mikroleaf i bakker, som du kan tage med i køkkenet og plukke lige før servering. Det er ret lækkert at have friske, sprøde blade ved hånden til dine måltider hele vinteren. Drivhuset giver dig en unik mulighed for at dyrke disse små, næringsrige planter, der kan tilføje både smag og vitaminer til dine vinterretter.

Drivhuset er også et oplagt sted at fylde krukker med forårsblomstrende løg. I løbet af vinteren vil de sætte rødder og være klar til udelivet næste forår. Løg som tulipaner, påskeliljer og krokus kan alle forberedes til at give et farverigt og livligt skue, når foråret igen melder sin ankomst. Ved at starte dem i drivhuset sikrer du en tidlig blomstring, som kan lyse op i haven, så snart temperaturen begynder at stige.

At udnytte drivhuset til vinterdyrkning forlænger ikke kun vækstsæsonen, men giver også en kontinuerlig kilde til friske grøntsager og urter, som kan løfte dine måltider gennem de kolde måneder. Det er en fantastisk måde at få mest muligt ud af dit drivhus året rundt.

Et fuldt pakket drivhus i et lunt efterår

Drivhuset bugner af tomater, og snart skal det gøre plads til kommende afgrøder, som man kan høste af gennem vinteren.

Det hele gror fortsat i drivhuset, trods efteråret har sat ind

Græskar er høstet og står til eftermodning i drivhuset, der snart er klar til vinterafgrøder.

Udnyt efterårets muligheder i drivhuset

Når du har forberedt drivhuset til de køligere måneder med korrekt ventilation, bliver det et skønt sted at tilbringe tid. Selvom temperaturen udenfor falder, kan drivhuset stadig opretholde en behagelig varme, især hvis du har beholdt dine skyggegardiner og måske endda har en brændeovn. Er der sol på selv kolde dage i efteråret, kan den naturlige varme stadig mærkes. Det føles godt.

Efteråret er en perfekt tid til at gøre drivhuset hyggeligt og indbydende. Overvej at indrette et hjørne med komfortable siddepladser og måske et lille bord, hvor du kan nyde en varm kop te, mens du betragter dine efterårsafgrøder. Det bliver en oase af ro og skønhed, der bliver et perfekt tilflugtssted fra hverdagens stress og jag. Brug tiden til at planlægge næste sæsons plantning, læse en god bog eller blot nyde de gyldne efterårsdage i selskab med naturen.

Når efteråret går på hæld, er det tid til at få ryddet og lukket ned i drivhuset inden vinteren. Det kan måske synes vemodigt, men omvendt er det for mange et vendepunkt. Omkring d. 21. december er det vinterjævndøgn, og herefter bliver dagene igen længere – og pludselig banker foråret på døren.

Efterårets rolige tid er også en oplagt mulighed for at drømme stort og planlægge nye projekter til drivhuset. Overvej, hvordan du kan optimere pladsen, vælge nye, spændende sorter eller måske investere i udstyr, der gør næste sæson endnu mere produktiv. Hvis du er ny i drivhusverdenen, kan du finde masser af inspiration i denne drivhusguide for begyndere. Guiden giver dig alt, hvad du skal vide for at komme godt fra start – fra valg af drivhus til dyrkning af planter. Start allerede nu med at skabe fundamentet for en endnu mere frodig og spændende drivhussæson til foråret!

Drivhus og prydbede om efteråret

Det er ikke kun i haven der sker ændringer. I drivhuset skal der gøres rent, så det omdannes til en hyggelig krog med plads til fordybelse.

Firma-arrangementer og events i Blomsterhaven

Styrk dit team i naturens rammer

Oplev skræddersyede teambuilding-aktiviteter, der fremmer samarbejde og kreativitet i din virksomhed, omgivet af Blomsterhavens inspirerende omgivelser.

Blomsterhavens mission er at hjælpe og inspirere mennesker både inden for og uden for arbejdsmarkedet. Uanset om du er selvstændig, leder, medarbejder eller en del af et team, ønsker jeg at give dig redskaber til at udnytte dit fulde potentiale og styrker. Gennem Kenn Römer-Bruhn’s tilgang bringer vi ro, følelser, engagement, relationer, mening og formål i spil. Dette bygger på principperne fra positiv psykologi og trivselsmodellen.

At arbejde med naturen og planterne indebærer også en terapeutisk tilgang. Når du booker teambuilding i Blomsterhaven, får du en form for bevidsthedsudvikling og energi, der involverer din hjerne, hjerte, krop og sjæl.

Disse erfaringer kan efterfølgende skabe begejstring både på kontoret og derhjemme, som en del af kontoret eller i jeres egne haver.

Læs meget mere om teambuilding i Blomsterhaven lige her.