Forår i drivhuset
Sådan vækker du drivhuset til live efter vinterens dvale.
Tekst og foto: Kenn Römer-Bruhn, have- og fotojournalist.

Forfatterens drivhus på en skøn forårsdag i begyndelsen af maj. Nu gælder det om at nyde drivhuslivet.
Drivhuset vågner op
Når knopperne på buske og træer vokser, og erantis og vintergæk har takket af for denne gang, ved man, at foråret er her. Det er en travl tid i haven, og hver dag byder på nye spændende opdagelser og oplevelser. Påskeklokker står i flor, og pludselig springer de første påskeliljer ud.
I drivhuset sker der også ting og sager, for her er der rigeligt at foretage sig: Frø skal sås, løg skal pottes op og planter skal ompottes. Dyrker du egne afgrøder, vil dette være en sæson med hektisk aktivitet. Hårdføre grøntsagsafgrøder kan normalt sås omkring midten af marts, medmindre det er en usædvanligt kold måned. Her nærmer vi os også forårsjævndøgn, hvor dagslyset endelig er længere end nattens mørke.
Så løs af valske bønner, ærter samt forårsblomstrede grøntsager som kål til sommerhøst. Sæt sætteløg i store cellebakker for at give dem et forspring, og hærd dem senere af, når de er ved at være klar til udplantning – typisk, når deres rødder har fyldt deres potter og vokser ud i bunden.
Glem heller ikke at så frø af tomater, agurker, auberginer og peberfrugter. Jeg sår selv disse i slutningen af marts, hvor jeg er nødt til at bruge varmemåtter for at holde temperaturen oppe døgnet rundt. Så sætter jeg et låg på, og venter spændt. Når planterne spirer, fjerner jeg låget, men holder varmemåtten tændt, hvis det bliver under 10° C, da planterne har brug for en temperatur på mindst 10°C for at vokse videre.

Det er forår lige udenfor drivhuset, hvor en løjtnantshjerte så småt er ved at folde sine kønne blomster ud.

Er der udsigt til frost i løbet af foråret, kan drivhuset fx sikres mod frost med et skyggenet.

I drivhuset står rækkevis af forspirede planter på hylder og borde, og kan snart flyttes ud i haven. Dyrker du dahlia knolde, så kan du også give dem et forspring ved at forspire dem i beskyttende rammer i drivhuset.
Hvordan forbereder jeg mit drivhus til foråret?
Når april melder sin ankomst, er det tid til at så andre følsomme grøntsager, som derefter kan dyrkes under glas, indtil risikoen for frost er overstået. At have en opvarmet spirekasse eller varmemåtter inde i drivhuset vil sørge for varmen, der er nødvendig for deres spiring. Nu er det tid til at så stang- og buskbønner i starten af april. De bør spire hurtigt, og vil vokse endnu hurtigere. Husk, at alle planter du starter op i drivhuset, skal hærde af, før du planter dem på deres endelige pladser i køkkenhaven, højbede eller krukker.
April er også tidspunktet at så de halvhårdføre enårige, som fx de fantastiske stolt kavaler, farverige frøkenhat, duftende tobaksplanter og de imponerende klatreplanter som pragtsnerle og susanne med det sorte øje. Brug spirekasse med undervarme (varmemåtte) til at sætte fart på spiringen, og hærd af som vanligt og plant ud efter frosten sidst i maj – eller dekorer drivhuset med de skønne blomster.
Dahlia knolde kan med fordel forspires i drivhuset. Jeg plejer dog at fylde dem i store potter og stille dem indendørs på gulvvarmen. I løbet af kort tid vågner de op og viser de første spirer. Herefter flytter jeg dem ud i drivhuset, hvor jeg beskytter dem med fiberdug om natten.
Læs mere om drivhuset gennem de øvrige årstider
Få tips om, hvordan du udnytter dit drivhus gennem sommer, efterår og vinter. Kenn har samlet sine bedste tips og inspiration til dig lige her:

De hortensiaer, der er sat ved drivhuset i det tidlige forår, er af typen Magical hortensia.
En lun plads ved drivhuset
Har du en lun plads i haven, kan du dyrke nyere sorter af ferskner og nektariner, men hvorfor ikke dyrke dem under glas i drivhuset. Her kræver det godt nok lidt ekstra plads, men er det hele værd. Lad et ferskentræ af sorten ‘Ice Peach’ gro i jorden eller en stor krukke op ad en af drivhusets vægge, så skal du bare se, hvor de blomstrer.
Vær opmærksom på, at de blomstrer tidligt i foråret, hvor der måske ikke er mange insekter til at bestøve blomsterne. For at hjælpe træerne med at sætte frugt, kan du tage en blød makeup-pensel og duppe hver blomst forsigtigt for at fordele pollen fra den ene blomst til den næste. Det kan måske synes besværligt, men det er det hele værd, for det forbedrer din høst af ferskner.
Du kan fx også dyrke de fantastisk smukke hortensia af typen Magical, der tåler ned til -10° C, og bliver det koldere, kan det være en god idé at dække nye planter over med en fiberdug. Planterne produceres i øvrigt her i Danmark af Gartneriet Møllerhøj i Odense. Maj er en god måned at plante hortensiaer i haven eller i krukker på terrassen. Her vil du opleve, at plantens robuste stilke forbliver stående selv under en kraftig regnbyge. Selvom hortensiaerne foretrækker at være i halvskygge, klarer de det også godt på et solrigt sted.
Tiden flyver af sted
Pludselig er det blevet maj, og fuglene fløjter i kor med hinanden. Nu er det tid til at så græskar, squash og majs, så de er klar til at blive plantet ud, når faren for frost er ovre. Foråret er en skøn tid, så husk også at nyde haven, og træk ind i drivhuset, når det begynder at regne. Her forstår man virkelig at sætte pris på den læ, et drivhus tilbyder. Og er det koldt og har du en brændeovn, kan du nemt tænde op, sætte dig i en stol og nyde kaffen i varmen fra den knitrende ild.
I slutningen af maj kan du så nogle spiselige blomster. Prøv fx morgenfrue, som du senere kan flytte ud i din køkkenhave, når de er store nok til at blive omplantet. Fortsæt med at plukke blomsterne for at opmuntre til mere, og fjern eventuelle frøstande, da planten ellers vil gå mere eller mindre i stå. Sidst på sæsonen kan du lade nogle af frøstandene modne, så du kan høste frø til næste år.
Nu begynder drivhuset virkelig at vise sin værdi. Det er ikke længere et sted for at så og beskytte de unge planter mod forårets sidste frostnætter, men er også et sted, hvor du kan eksperimentere med plantekombinationer og dyrkningsmetoder. Dine tomater, agurker og peberfrugter begynder at tage form, og det er nu, du skal sikre dig, at de får den hjælp, de behøver, for at vokse sig stærke og sunde.

Her er et oliventræ sat ved døren til drivhuset, og det hygger også med lidt blomster og andre dekorative ting.

Afhængig af vinteren, kan foråret hurtigt vise sig i drivhuset, hvor ferskentræet pludselig folder sine blomster ud.
Udnyt drivhusets potentiale til det yderste
Efterhånden som dagene bliver varmere, er det vigtigt at tænke på ventilation i dit drivhus. Korrekt luftcirkulation er nødvendig for at undgå overophedning og for at holde skadedyr og sygdomme på afstand. Automatiske vinduesåbnere kan være en livredder i de varme sommermåneder, da de sikrer, at dit drivhus altid har en optimal temperatur for dine planter. Det er også en god idé at lade dørene stå på vid gab i varme perioder. Selv har jeg både en dobbeltdør og en enkelt dør stående åben, når det er lunest.
Glem heller ikke det æstetiske aspekt af dit drivhus. Brug dit drivhus som et ekstra haverum til at skabe et visuelt tiltalende miljø, der inviterer til afslapning og nydelse. Indret med hyggelige siddepladser, farverige blomster i krukker og personlige dekorative elementer. Dit drivhus kan blive en fantastisk oase, hvor du ikke kun dyrker planter, men også genoplader dine batterier.
Nu er du klar til at gå ind i sommeren med dit dejlige drivhus.

Forfatterens drivhus i foråret er et helligt sted for ham. Her er der travlt med at forspire, ompotte og så er der altid tid til at nyde det. Et bord og et par stole, så er den hjemme.
Læg en kommentar