Drivhusguide for begyndere

Drømmer du om dit eget drivhus? Her er alt, du skal vide for at vælge det perfekte drivhus, der passer til dig og dit haveliv.

Tekst og foto: Kenn Römer-Bruhn, drivhus- og haveekspert samt have- og fotojournalist.

Drømmer du om dit eget drivhus, hvor du kan dyrke dine yndlingsplanter og nyde rolige stunder i haven? Et drivhus giver dig både mulighed for at forkultivere planter og skabe et hyggeligt rum til afslapning. I denne guide hjælper have- og drivhusekspert, Kenn Römer-Bruhn dig med at vælge det perfekte drivhus, der passer til din have og dine behov.
Drivhusguide: Tilplantet stisystem ved dstort drivhus

Et drivhus fra Sweden Green House, hvor en række naturstensbelægning komplementerer drivhus, opholdsområde og have.

Hvordan vælger man det rigtige drivhus?

Når du vælger drivhus, bør du overveje størrelsen, materialet og formålet med drivhuset. Hvis du primært vil dyrke planter, er det vigtigt at vælge en model med god lysindtrængning og ventilation. For multifunktionelle drivhuse kan et fast gulv og plads til møbler give ekstra værdi. Vær også opmærksom på klimaet i din have, og vælg et drivhus, der kan modstå vind og vejrforhold.

Foråret begynder tidligt i drivhuset

For dem, der ejer et drivhus, starter foråret ekstra tidligt. Hylder fyldt med spirende frøplanter og stiklinger, der er klar til at blive plantet ud, er enhver haveentusiasts drøm. Drivhuset tilbyder ikke kun et væksthus for dine planter, men også et magisk tilflugtssted fra hverdagen, hvor du kan observere daglige fremskridt i dine planters vækst.

Personlig rådgivning

Kenn Römer-Bruhn giver her de bedste råd til dit kommende drivhuskøb, så du undgår ærgrelser og spildt tid. Kenn understreger vigtigheden af at vælge en model, der passer til din livsstil og dine behov. Spørg dig selv: Skal drivhuset kun bruges til dyrkning, eller ønsker du også et rum, hvor du kan slappe af og nyde nuet eller udsigten til det grønne – måske endda invitere gæster til middag?

Hvis du er i tvivl om, hvordan du kommer i gang med at vælge det rette drivhus, kan personlig rådgivning være din bedste investering. Kenn har hjulpet mange haveejere med at træffe de rigtige valg, og står klar til at guide dig, så du undgår fejlkøb og frustrationer.

Drivhusguide: Opholdsplads ved orangeri

For multifunktionelle drivhuse kan et fast gulv og plads til møbler for ophold give ekstra værdi.

Drivhusguide: Stort alumimiumsdrivhus

Selv et mindre drivhus kan tilbyde et magisk tilflugtssted fra hverdagen, hvor kaffen og livet kan nydes side om side med planter.

Drivhusguide: Gavl og skorsten ved stort orangeri

Et drivhus kan komme i mange forskellige udformninger og være store med højt til loftet.

Drivhusguide: Stort væksthus med flere opdelinger

Drivhusets æstetik og anvendelse skal matche både din stil, boligens arkitektur og dine behov. Hvad synes du om denne lidt rå stil?

Planlæg det perfekte drivhus

  1. Klima og vejrforhold: Vælg et drivhus, der kan håndtere de specifikke klimatiske forhold i din have.
  2. Design og funktionalitet: Sørg for, at drivhusets design komplementerer din bolig og din have. Overvej også funktionaliteten – fra opbevaringsmuligheder til nem adgang.
  3. Vanding: Tænk på vandingssystemet. Automatiske vandingssystemer kan være en fordel, hvis du ofte er væk hjemmefra. Selvvandingskrukker eller kapilærkasser er også meget velegnet.
  4. Vedligeholdelse: Sørg for at vinduer og døre er velsmurte og kan åbne og lukke. Tjek løbende automatikken for vinduesåbnere. Reparer skrammer med lidt maling, så dit drivhus til enhver tid fremstår velholdt præcis som din bolig.
  5. Opvarmning: Overvej en brændeovn, varmepanel eller -blæser for at forlænge vækstsæsonen yderligere – især når det bliver køligere.

Når du har overvejet praktiske aspekter som opvarmning og vedligeholdelse, er det tid til at tænke over design og funktionalitet. Drivhusets æstetik og anvendelse skal matche både din stil og dine behov. Passer det bedst til en romantisk, klassisk eller mere rå stil? Mange drivhusmodeller kan bestilles i forskellige størrelser og nogle kan også skræddersyes efter mål, så du kan få nøjagtig den type og størrelse du drømmer om.

Drivhusguide: Nedsænket drivhus

Det er også muligt at gå i dybden – altså grave af og gå nogle trin ned, så drivhuset ikke bliver så højt i landskabet.

Optimer pladsen i mindre drivhuse

Når pladsen er begrænset, kan den rigtige udnyttelse af hvert kvadratmeter gøre en stor forskel. Små drivhuse kan også være utrolig effektive, hvis de er designet til at udnytte pladsen optimalt.

Kenn anbefaler på den baggrund at vælge drivhuse med høje sidevægge for maksimal udnyttelse af den lodrette plads. Nedfældelige hylder langs sidevæggene kan tilbyde ekstra plads til dine planter og gøre det nemmere at organisere alt fra forspiring og stiklinger til afmodning af planter.

Er høje sidevægge ikke en mulighed, kan du alligevel øge højden, ved at grave i dybden. I stedet for at gå lige ind i drivhuset, går du ned ad et par trin, og har på den måde fået en ekstra højde i drivhuset.

I et mindre drivhus kan du også overveje at installere permanente bede. Er størrelsen fx 8 m2, kan du skabe et permanent nedsænket bed langs hele sidevæggen mod nord. Dette giver en stor jordvolumen, som fremmer stabile forhold for planternes rodsystemer og reducerer desuden vandingsbehovet. Sænkede bede udnytter højden i drivhuset effektivt, og du undgår at spilde værdifuld plads på høje plantekasser.

Mange butikker sælger møbler til små altaner og terrasser. Disse fungerer glimrende i små drivhuse, da de er designet til små arealer og samtidig tåler fugt og sollys godt.

Hvilket drivhus er bedst til små haver?

Til små haver er det bedst at vælge et drivhus med høje sidevægge for at udnytte den lodrette plads. Modeller med nedfældelige hylder og kompakte møbler designet til små rum er ideelle. Overvej også et drivhus med fast gulv og plads til krukker, da det giver fleksibilitet til at flytte rundt på planter efter behov.

Placering af drivhuset

Inden du beslutter dig for størrelse og placering af dit nye drivhus, er det vigtigt at kende lokal lovgivning. Tjek din kommunes regler for grundskel og byggetilladelser. Det kan også være en idé at tage en snak med naboen og fortælle om planerne.

Uanset om du planlægger at bruge drivhuset til dyrkning eller bare til ren fornøjelse, vil der alligevel være meget trafik til og fra det. Placer derfor drivhuset, så det er let tilgængeligt fra dit hus og terrasse, og tænk på solens position for at maksimere lysindfaldet. Bruges drivhuset til at dyrke og drive planter frem inden udplantning, har du brug for en dør, hvor en trillebør eller sækkevogn kan komme gennem åbningen.

Stort set alle de havefolk, Kenn har talt med om deres drivhuse, fortæller, at de altid begynder dagen med et kig i drivhuset. Har man tid, eller arbejder hjemmefra, er det nemt lige at svinge fødderne derud. Ellers besøger man typisk igen drivhuset ved fyraftenstid og igen inden man lukker ned for dagen. En kop te eller kaffe i det lune uderum er virkelig rart.

Drivhusguide: Drivhus med pulttag – en hældning på taget

Drivhus med pulttag – én taghældning – giver en stor volumen og højt til loftet.

Drivhusguide: Overgang mellem bolig og drivhus

Større drivhuse og orangerier bør sættes på et støbt fundament, mens mindre drivhuse blot kan forankres med nedstøbte jordspyd.

Drivhusguide: Krukkevækster ved drivhus

Har du ingen naturlig skygge, kan drivhuset blive meget varmt. Husk derfor skyggegardiner eller placer drivhuset, så der er store træer som kaster skygge midt på dagen.

Retning på drivhuset

En optimal placering af drivhuset er, hvor længderetningen er syd-nord. På den måde fanger drivhuset mest mulig sol, hvilket især om foråret er med til at varme drivhuset hurtigt op. Kenn har dog selv haft drivhuse, der har været placeret i andre retninger, herunder også op ad en skov mod øst – og har alligevel kunnet dyrke alt i drivhuset.

Apropos skov og træer, så er det en fordel, hvis der er høje træer, der kaster lidt skygge midt på dagen. På den måde bliver det ikke for varmt i højsommeren, og planterne trives bedre derinde.

Fundament og stormsikring til drivhuset

Kenn har set flere drivhuse ligge knust i et miks af mikado-profiler og glasskår efter en storm. Dermed går drivhusglæden bestemt fløjten, så det er uhyre vigtigt, at dit drivhus – uanset type – er funderet korrekt. En fundering danner grundlag for resten af byggeriet. Som fundament eller forankring kan du fx bruge løsninger som jordspyd, jordbor, stolpesten, fuldstøbt fundamentring i frostfri dybde (90 cm), mure sat i jordfugtet beton eller måske blot en sokkel med påmonterede nedstøbningsjern, der sættes i dybe huller med beton.

Er fundamentet helt præcis, vil resten af byggeriet gå meget lettere. Selv en forskydning på blot en enkelt centimeter i bunden kan resultere i, at de sidste dele ikke passer. Jorden skal desuden være godt drænet, så der ikke samler sig vand i og under gulvet. Dårlig dræning kan give et meget fugtigt indeklima, hvilket kan give udfordringer under dyrkningen.

Hvis du vil være sikker på at vælge rigtigt første gang, kan du altid søge personlig rådgivning fra en erfaren drivhusekspert som Kenn, der kan hjælpe dig med at tage det næste skridt i din drivhusdrøm.

Drivhusguide: Et hyggeligt lille drivhus i skoven

Et af Kenns tidligere drivhuse, hvor der naturligvis også var plads til et bord med ternet dug. Fint skal det være.

Drivhustyper og materialer

Når det kommer til drivhuse, findes der flere forskellige typer og materialer, som hver især har sine fordele og ulemper. De tre mest almindelige typer er glasdrivhuse, polycarbonatdrivhuse og plastikdrivhuse. Glasdrivhuse er den klassiske løsning og giver en høj æstetisk værdi med klart udsyn til planter og omgivelser. Glas er også holdbart og ridsefast, men kan være tungt og dyrt. Det kræver også en solid konstruktion og et godt fundament, da det er mere udsat for skader ved kraftig vind eller voldsomme haglbyger. Her kan du med fordel bruge hærdet helglas, der dog også er dyrere end alm. glas i mindre stykker som også skal sættes sammen med clips.

Polycarbonatdrivhuse er lette, stærke og isolerer bedre end glas, hvilket gør dem velegnede til kolde klimazoner som vi har her i Danmark. De er ofte mere økonomiske end glas og kan modstå hårdt vejr, men polycarbonat kan blive mat over tid, hvilket reducerer lysindfaldet. Derudover har de en tendens til at være mere udsatte for ridser. Plastikdrivhuse er de mest økonomiske, men også de mindst holdbare og du må forvente at skulle udskifte dem efter 10 år.

Når du vælger dit drivhusmateriale, bør du også tage højde for klimaet, vedligeholdelseskrav og drivhusets formål. Skal det primært bruges til dyrkning, kan polycarbonat være en god løsning, mens glasdrivhuse ofte foretrækkes til æstetiske og multifunktionelle formål.

Hvad er det bedste drivhus til dyrkning?

Det bedste drivhus til dyrkning er en model med maksimal lysindtrængning og god ventilation. Glasdrivhuse er populære til dyrkning, da de giver klart udsyn og optimal sollys. Polycarbonatdrivhuse er også et godt valg, da de isolerer godt og beskytter planterne mod hårdt vejr. Sørg for, at der er tilstrækkelig højde til høje planter som tomater og agurker.

Drivhusvedligeholdelse

Når du har anskaffet dig et drivhus, er vedligeholdelse nøglen til at sikre, at det forbliver i optimal stand i mange år. Et drivhus, der er vedligeholdt, er ikke kun en glæde at bruge, men giver også bedre vækstforhold for dine planter. Regelmæssig rengøring af drivhuset vil fjerne snavs, alger og skadelige smådyr. Desuden bør både glas og rammer og vaskes, da de ellers kan hindre solens lys i at trænge igennem. For glasdrivhuse er det en god idé at vaske glasset både udvendigt og indvendigt mindst én gang om året. Det kan gøres med en blød børste og et mildt rengøringsmiddel. Polycarbonatplader kan med fordel vaskes med en klud og lunkent sæbevand, da de er mere skrøbelige over for ridser.

Døre og vinduer bør også smøres regelmæssigt, så de åbner og lukker gnidningsfrit. Hvis du har automatiske vinduesåbnere, skal de også tjekkes, især før forårssæsonen starter, for at sikre, at de fungerer korrekt. Vedligeholdelse af fundamentet er en anden vigtig faktor, især hvis dit drivhus er opført på jordspyd eller en sokkel. Over tid kan jordbundsforhold ændre sig – især i fugtige områder – så det er vigtigt at sikre, at drivhuset stadig står stabilt. Endelig er det vigtigt at holde øje med og reparere mindre skader hurtigt – fx skrammer, revner i glasset eller små huller i polycarbonat – så de ikke udvikler sig til større problemer.

Drivhusguide: Større drivhus med dekorativ liste på taget

Det en god idé at vaske glasset både udvendigt og indvendigt mindst én gang om året, så lyset kan komme uhæmmet ind.

Drivhusguide: Drivhuset vaskes rent

Drivhus klargøres med en grundig rengøring inden vinteren. Her er det en blød børste og sæbevand, så snavs og skidt kan vaskes af.

Drivhusguide: Dyrkning op ad sokkel på drivhus

Her ses en uf af seks ventilationsriste i soklen, der sørger for god ventilation, som er afgørende for at opretholde en stabil temperatur og luftfugtighed i drivhuset.

Drivhusets mikroklima og ventilation

Et drivhus skaber et unikt mikroklima, der gør det muligt at forlænge vækstsæsonen og dyrke planter, der normalt ikke trives i det danske klima. Men uden korrekt ventilation kan drivhuset hurtigt blive for varmt, især om sommeren, hvilket kan skade planterne og skabe et ugunstigt miljø, hvor skimmelsvamp og skadedyr trives bedre end planterne. Ventilation er derfor afgørende for at opretholde en stabil temperatur og luftfugtighed.

Automatiske vinduesåbnere er en effektiv løsning, da de sørger for, at der kommer frisk luft ind, når temperaturen stiger, uden at du behøver være til stede. Udluftningsmuligheder i både taget og langs sidevæggene sikrer en god luftcirkulation, og det er vigtigt at tjekke, at disse systemer fungerer optimalt. Overvej også skyggenet til at beskytte planterne mod overophedning i de varmeste måneder. Ved at styre mikroklimaet korrekt kan du skabe et miljø, hvor både varmeelskende planter som tomater og chilier samt mere sarte planter kan trives.

Budget og finansiering

At investere i et drivhus kan være en stor udgift, men det er også en investering i din haveglæde og måske endda din selvforsyning. Priserne på drivhuse varierer meget, afhængigt af størrelse, materialevalg og eventuelle tilpasninger. Et lille polycarbonatdrivhus kan koste så lidt som 3.000-5.000 kr., mens større, skræddersyede glasdrivhuse nemt kan løbe op i flere hundrede tusinde kroner. Udover selve drivhuset bør du også budgettere for nødvendigt tilbehør såsom fundament, automatiske vinduesåbnere, opvarmningssystemer og eventuelle indvendige løsninger som hylder, vandingssystemer og strøm.

Det kan også være en god idé at overveje finansiering, især hvis du går efter en større investering. Mange drivhusforhandlere tilbyder finansieringsaftaler, hvor du kan afdrage beløbet over en længere periode. Dette kan gøre det lettere at vælge et mere holdbart eller æstetisk tiltalende drivhus, uden at det belaster din økonomi for meget på én gang. Husk også at tage højde for vedligeholdelsesomkostninger over tid, såsom reparationer og tilbehør.

Drivhusguide: Kvadratisk drivhus med pyramide-tag

Et kvadratisk drivhus med pyramide-tag er meget rummeligt, og har plads til både siddeplads, dyrkningsarealer og opbevaring.

Planlægning og byggetilladelser

Før du går i gang med at bygge dit drivhus, er der en række praktiske og lovgivningsmæssige overvejelser, du bør tage højde for. Først og fremmest bør du undersøge, om der er behov for byggetilladelse i din kommune. I Danmark er drivhuse under en vis størrelse typisk undtaget fra krav om byggetilladelse, men reglerne varierer fra kommune til kommune, især hvis drivhuset skal stå tæt på skel eller være over en vis højde.

Planlæg også grundigt, hvor drivhuset skal placeres i haven. Overvej adgangsforhold, sollys og vindeksponering. Drivhuset bør stå et sted med rigeligt sollys, helst i længderetning fra syd til nord for at maksimere solens stråler i løbet af dagen. Men husk også at tage hensyn til skygge fra træer eller bygninger, som kan være nyttige i de varmeste sommermåneder. En god dialog med naboerne kan også være en fordel, så de er informerede om dine byggeplaner.

Drømmer du om dit eget drivhus og har brug for hjælp til at planlægge det hele fra start? Kenn tilbyder personlig rådgivning og skræddersyede løsninger til dig og din have. Du kan også deltage på hans havekurser og fx lære, hvordan du får mest ud af dit drivhus – både til hygge og dyrkning. Book en konsultation nu og få skræddersyede råd til dit drivhusprojekt.

Sommeren nydes i et specialfremstillet drivhus

I dette store drivhus er gulvet af tegl, og er lagt i et diagonalt mønster som er både smukt og praktisk.

Drivhusguide: Natursten som belægningssti til drivhus

Afstand til skel, højde på drivhuset og flere andre spiller ind, når du skal have tilladelse til opføring. Spørg altid hos din kommune.

Drivhusfornøjelse

Det ideelle drivhus kombinerer både hygge og nytte, men det kræver ofte, at der er plads nok. Hvis du kan finde plads til en siddegruppe, bliver drivhuset hurtigt et yndet sted at tilbringe tid om aftenen. Et drivhus kan forlænge sæsonen betydeligt her i Danmark, så du får flere stunder til at nyde haven. Ønsker du at bruge drivhuset til både dyrkning og afslapning, er det en god idé at vælge et fast gulv – fx belægningssten eller fliser – og plante mest i krukker. Vælger du en gulvtype, der er let at rengøre, bliver det nemt at holde drivhuset pænt, selv hvis der spildes jord eller vand. Husk også at lægge gulvet med et let fald og installere et afløb for at gøre rengøringen endnu lettere.

Der er mange flotte gulvtyper at vælge imellem, og det er kun fantasien, der sætter grænser. Fliser er et populært valg, men belægningssten eller gamle mursten lagt i sildebensmønster kan give drivhuset et mere rustikt og charmerende udseende. Hvis du vælger et fast gulv til hele drivhuset, vil alt dyrkning foregå i krukker eller kapilærkasser. Dog kan du også overveje at indbygge enkelte bede i gulvet, så planterne kan vokse direkte i jorden. Denne løsning giver større jordvolumen, hvilket kræver mindre vanding og skaber mere stabile forhold for planternes rødder – en fordel for deres vækst. Krukker har til gengæld den fleksibilitet, at de kan flyttes rundt efter behov. En kombination af faste bede, krukker og et robust gulv som beton eller fliser giver dig derfor maksimal fleksibilitet og mulighed for at tilpasse drivhuset til både dyrkning og hygge.

Drivhusguide: Stor plads foran stort orangeri

Det er skønt med god plads omkring drivhuset. Her er belægningen en blanding af piksten og chaussésten, og så er der selvfølgelig plads til bord og stole.

Kenns drivhus

Kenn har indrettet sit drivhus med et smukt gulv af sandstensklinker, lagt i et elegant sildebensmønster, der skaber en harmonisk og indbydende atmosfære. I det ene hjørne vokser en vinplante direkte i jorden, som med tiden vil danne et frodigt, grønt loft og skabe skygge i de varme måneder. Den levende overdækning giver drivhuset et naturligt, næsten sydlandsk præg. Resten af gulvet er frit, hvilket giver Kenn fleksibiliteten til at flytte rundt på krukker og plantekasser, når drivhuset omdannes til samlingspunkt for gæster og kursister.

Drivhuset tjener også som opstartssted for et væld af forskellige planter, som senere bliver plantet ud i køkkenhaven, høj- og prydbede. Nogle planter forbliver i drivhuset, hvor det gunstige mikroklima fremmer en eksplosiv vækst. Det kræver dog opmærksomhed, for drivhusets varme og fugtige miljø kan hurtigt få planter som tomater og agurker til at vokse ud af kontrol, strække sig mod tagvinduerne og vokse langt højere, end man forventer.

For at styre væksten og sikre et godt udbytte beskærer Kenn planterne regelmæssigt, så de bruger deres energi på frugt i stedet for på ukontrolleret vækst. Ved at placere planterne med god afstand fra drivhusets vægge sikrer han også en bedre luftcirkulation, hvilket mindsker risikoen for svamp og skadedyr. Denne balance mellem struktur og frihed i planternes vækst gør Kenns drivhus til en dynamisk, levende oase, der forener funktionalitet og skønhed.

Drivhusguide: Stilleben med krukker, kasser og tønde

Stilleben med krukker, kasser og tønde ved indgangen på den ene langside til Kenns drivhus.

Der er forår i drivhuset i maj

Der er forår i drivhuset, som er fyldt op med forspirede planter. Det er en herlig tid på året.

Kenn Römer-Bruhn er din guide og eksperthjælp til både have, drivhus og orangeri

Forspiring af hårdføre planter kan sagtens lade sig gøre i løbet af vinteren.

Drivhusguide: Siddeplads ved gavlen af et orangeri

Kenns drivhus på en skøn sommerdag. Her er der også flere opholdspladser rundt omkring drivhuset, der indbyder til hygge og afslapning.

Kenns bedste drivhustips

Afslutningsvis vil Kenn dele nogle af hans bedste tips, som han har erfaret gennem årene. Drivhuslivet er en gave til enhver haveejer, men med den rette planlægning kan det blive endnu mere givende.

– Jeg har selv erfaret, hvor hurtigt pladsen kan blive trang i et drivhus, så jeg anbefaler altid at vælge en større model, end man oprindeligt havde i tankerne. Det giver dig mere frihed til at eksperimentere med forskellige planter og indretning over tid, fortæller Kenn.

Her er Kenns vigtigste råd til dig, der drømmer om et drivhus, der både giver plads til dyrkning og livskvalitet:

  1. Vælg ikke et drivhus, der er for småt – mange fortryder senere, at de ikke gik op i størrelse fra starten. Det kan være en god idé at investere i et større drivhus og så tilføje udstyr og tilbehør over tid, efter behov.
  2. Tænk bredt – et drivhus kan have mange formål. Hvorfor ikke bruge det som et kreativt arbejdsrum, et studie, eller endda som hjemmekontor? På den måde får du mere ud af din investering og kan nyde rummet året rundt.
  3. Lys og højde er afgørende. Vælg en model, der maksimerer lysindtrængningen for optimal vækst, og sørg for, at der er rigelig højde både i taget og langs sidevæggene. Dette er især vigtigt for høje planter som tomater og agurker, der kan udnytte højden til fulde.
  4. Overvej nøje valget af døre. Tænk over, hvor mange og hvilken type døre du har brug for. Enkle, dobbelte eller ekstra brede døre gør det nemmere at manøvrere med trillebøre og møbler.
  5. Ventilation skal prioriteres. Sørg for, at dit drivhus har ventilationsløsninger i både tag og vægge/sokkel. Automatiske vinduesåbnere, der tilpasser sig temperaturen, er en stor hjælp, især hvis du ikke altid er til stede for at regulere varmen.
  6. Vælg et drivhus, der kan modstå elementerne. Investér i en model, der kan klare vind, sne og hårdt vejr. Jo hårdere klima du bor i, jo stærkere og mere robust bør dit drivhus være – en solid konstruktion sikrer, at drivhuset bliver en engangsinvestering – og ikke noget du løbende skal reparere på.
  7. Brug skyggegardiner. Hvis drivhuset placeres uden at modtage skygge fra høje træer, bør du hænge skyggegardiner op. Det sørger for, at den stærke varme udebliver og skaber en behagelig let skygge.
  8. Tænk på vandingssystemer. Installer automatiske vandingssystemer fra både vandhaner og vandtanke, så dine planter aldrig tørrer ud, selv på de varmeste sommerdage.

P.S. Hvis du vil sikre, at dit drivhusprojekt bliver en succes fra starten, kan du tilmelde dig også et eller flere af Kenns havekurser og fx lære, hvordan du kan få mest ud af dit drivhus året rundt.

Endelig kan du også booke en konsultation med Kenn, hvor du får personlig vejledning, der sparer dig tid og penge – og som bonus får du adgang til en eksklusiv drivhusguide med praktiske tips.

    Få personlig rådgivning om dit drivhus eller din have
    – book en konsultation med Kenn

    Kontaktinformation

    Email

    Navn

    Efternavn

    Adresse

    Postnr.

    By

    Mobilnr.