Hyldeblomstsaft – fire uimodståelige varianter af sommerlykke

Klassisk, frisk eller med et tvist af citrus og krydderier – her får du fire opskrifter på hyldeblomstsaft, der smager præcist som mormors, bare med dit personlige præg.

Tekst og foto: Kenn Römer-Bruhn – havejournalist, fotograf og formidler i Blomsterhaven

Du skal bruge 40–50 hyldeblomstskærme, hvor de grove stilke er klippet væk, 1 kg sukker, 3–4 økologiske citroner og 2 liter vand. Saften skal trække koldt i 3–4 dage og kan derefter hældes på skoldede flasker eller fryses ned.

Her får du fire opskrifter på hyldeblomstsaft – fra den klassiske med citron til en smuk, rosafarvet variant med mørkløvet hyld. Uanset om du foretrækker det rene, det friske eller det mere krydrede, finder du her en opskrift, der fanger sommeren i flasker.

Grundlæggende tips til fremstilling af hyldeblomstsaft

Pluk hyldeblomsterne, når de netop er sprunget ud. Det er her, de dufter mest intenst. Fjern stilkene så godt du kan, så saften ikke bliver bitter. Plukker du i et rent og usprøjtet område, kan du lade være med at skylle blomsterne, så du bevarer mest mulig duft og pollen.

Sukkeret opløses i to liter kogende vand. Derefter tilsætter du hyldeblomstskærme og skiver af citron, lime eller bær, alt efter hvilken opskrift du følger.

Vælg din hyldeblomstsaft

  1. Klassisk hyldeblomstsaft
  2. Hyldeblomstsaft med rørsukker og citronskal
  3. Hyldeblomstsaft med brun farin og limefrugt
  4. Rosa hyldeblomstsaft
Hyldeblomstsaft på flasker og i glas på en sommerdag

Ingen sommer uden friskplukkede hyldeblomster og hjemmelavet hyldeblomstsaft.

Opskrifterne her har gennem årene fået mange spørgsmål, erfaringer og kommentarer fra læsere, der selv har lavet hyldeblomstsaft, frosset den ned, justeret sukkeret eller oplevet, at saften begyndte at gære i flasken.

Portræt af Kenn Römer-Bruhn

Jeg hedder Kenn – jeg er bl.a. havejournalist, fotograf og formidler – og finder glæden i de små forvandlinger, hvor blomster bliver til smag.

“Hyld, bær og urter – alt det, haven deler, bliver til historier i køkkenet.”

Naturen har en overflod af smag, saft og kraft, og jeg samler blomster og urter. Her finder du inspiration, når du bruger havens råvarer i dit køkken.

1: Klassisk hyldeblomstsaft

Smagen af barndom og begyndende sommer

Det skal du bruge:

  • 40-50 afstilkede blomsterskærme
  • 1 kg økologisk sukker
  • 3-4 økologiske citroner
  • 2 liter vand

Sådan gør du:

Bring vandet i kog og opløs sukkeret grundigt. Skær citronerne i skiver og tilsæt dem sammen med blomsterskærmene. Rør godt rundt. Når væsken er kølet lidt af, sæt den i køleskabet og lad den trække i 3–4 dage. Rør i den dagligt.
Når saften er klar, sies den og hældes på skoldede flasker – eller fryses ned.
Blandes ved servering med 3–4 dele koldt vand – alt efter hvor intens du ønsker smagen.

Tip: Denne opskrift er en klassiker. Den bringer minder frem og giver dig den rene, blomstrede smag af hyld, som mange husker fra deres barndom.

Mere med hyldeblomster

Når hylden blomstrer, gælder det om at bruge den korte sæson godt. Her finder du flere opskrifter og metoder fra Blomsterhaven, så du både kan lave saft, gemme blomsterne og prøve en let, boblende hyldeblomstchampagne.

Hyldeblomster klippes til en skøn hyldeblomstsaft

Friske hyldeblomster plukkes til hjemmelavet hyldeblomstsaft.

 Færdig hyldeblomstsaft på en lille flaske

Færdig hyldeblomstsaft på en lille flaske er en god værtindegave.

2: Hyldeblomstsaft med rørsukker og citronskal

En frisk og raffineret udgave med syrlig kant

Det skal du bruge:

Som i den klassiske opskrift, men tilføj:

  • Skal fra 2 citroner (helst økologiske), skåret med juliennekniv eller tyndt høvlet

Sådan gør du:

Følg fremgangsmåden fra den klassiske opskrift – men tilsæt også den fintskårne citronskal sammen med blomster og citronskiver. Det løfter både duft og smag og giver saften en elegant syrlighed.

Tip: Server den med danskvand og isterninger – eller brug den som base i en sommeraperitif med hvidvin eller et skvæt vodka.

3: Hyldeblomstsaft med brun farin og lime

Dyb og mørk med karamelagtige undertoner

Det skal du bruge:

  • 500 g økologisk rørsukker
  • 500 g brun farin
  • 3–4 limefrugter (i stedet for citron)
  • 40–50 hyldeblomstskærme
  • 2 liter vand

Sådan gør du:

Kog vandet og opløs sukker og farin. Skær limefrugterne i skiver og tilsæt dem sammen med blomsterne. Lad blandingen trække koldt i 3–4 dage og rør i den dagligt.
Si saften og opbevar den på skoldede flasker eller i fryseren.

Tip: Den brune farin giver en blødere og mere kompleks smag, som egner sig godt til sensommeraftener og som mixer i mørke drinks med fx mørk rom eller ginger beer.

Et juliennejern bruges til at skrælle en citron

Ingredienserne er næsten de samme, men tilfør brun farin og rørsukker frem for almindelig sukker.

Rosafarvede blomsterskærme fra en mørkløvet hyld kan bruges til hyldeblomstsaft

Brug gerne de rosafarvede hyldeblomster til en hjemmelavet hyldeblomstsaft – den får en smuk, rosa farve.

4: Rosa hyldeblomstsaft

Smuk i glasset – og helt naturligt farvet

Ingredienser og metode:

Følg den klassiske opskrift – men brug rosa skærme fra mørkbladede hyldesorter som Sambucus nigra ‘Black Lace’ eller ‘Black Beauty’. Disse sorter farver saften naturligt rosa og giver et smukt og poetisk udtryk.

Tip: I Blomsterhaven dyrker vi en lang række hyldesorter for deres dekorative virkning og smagskvalitet. Saften smager ligesom den klassiske – men den rosa farve gør den perfekt til fester, gaver og borddækning med et strejf af noget ganske særligt.

Mad, drikke og fordybelse fra haven

I Blomsterhaven handler det ikke kun om blomster. Her handler det om at smage, mærke og skabe.

Jeg deler løbende opskrifter, eksperimenter og ideer fra min egen have – og du er velkommen til at være med:

Hyldeblomstchampagne som boblende variant

Vil du tage skridtet videre? Prøv at lave hyldeblomstchampagne, en udfordrende og sjov måde at opleve hyldeblomsten på, der forvandler den klassiske saft til en brusende fornøjelse.

For mere detaljeret vejledning om, hvordan du skaber denne skønne, brusende drik, så se med her.

Lidt ekstra fra mit køkken i Blomsterhaven

Holdbarhed uden Atamon

Mange bruger Atamon for at forlænge holdbarheden, men jeg foretrækker en enklere vej. Skold flaskerne grundigt, og skyl dem eventuelt med vodka eller finsprit, før saften hældes på. Du kan også fryse saften ned, hvis du vil gemme den til senere.

Find din egen sødme

Opskrifterne her balancerer smag og aroma, som jeg selv foretrækker det – men du skal selvfølgelig justere efter dine egne præferencer og smag. Brug min version som udgangspunkt og eksperimentér dig frem.

Frisk syre – med måde

Citronerne bidrager med en fin syre, som jeg synes er tilstrækkelig. I Blomsterhaven tilsætter vi sjældent mere – men det er din smag, der bestemmer. Mærk efter og find balancen mellem friskhed og fylde.

Fik du smag for hyld?

Hylden har mange ansigter – fra de liflige blomster i forsommeren til de mørke bær, der simrer i gryden. I Blomsterhaven kan du udforske endnu flere opskrifter, ideer og forvandlinger med hyld som omdrejningspunkt:

Her finder du inspiration til både have og køkken – og måske også modet til at eksperimentere selv.

Ofte stillede spørgsmål om hyldeblomstsaft

Det afhænger af sukkerindhold, hygiejne, flasker og opbevaring. Skold flaskerne grundigt, opbevar saften koldt, og hold øje med lugt, tryk og synlig skimmel. Vil du være på den sikre side, kan du fryse saften ned i plastflasker eller fryseposer.

Ja. Hyldeblomstsaft egner sig fint til frysning. Fyld ikke flasker eller beholdere helt op, da væsken udvider sig, når den fryser. Du kan også fryse saften i mindre portioner, så du nemt kan tage lidt op ad gangen.

Tryk i flaskerne skyldes som regel gæring. Hyldeblomster kan indeholde naturlige gærceller, og hvis der stadig er sukker i saften, kan gæringen fortsætte i flasken. Derfor skal du være omhyggelig med hygiejne, opbevaring og flasketyper – især hvis saften begynder at boble.

Ja, saften kan blive bitter, hvis der kommer for mange grove stilke med, eller hvis der bruges for meget af det hvide fra citronskallen. Klip blomsterne groft af skærmene, og brug helst økologiske citroner, hvor du kan styre mængden af skal og hvidt.

Hvis du plukker hyldeblomster i et rent og usprøjtet område, kan du nøjes med at ryste blomsterskærmene forsigtigt, så smådyr falder af. Skyller du blomsterne, kan noget af duften og pollenet forsvinde med vandet.

Ja, du kan godt justere sukkeret efter smag. Mindre sukker kan dog påvirke både smag, fylde og holdbarhed. Hvis du bruger mindre sukker, er det ekstra oplagt at opbevare saften koldt eller fryse den ned.

Ja. Blomster fra mørkløvede hyldesorter som Sambucus nigra ‘Black Lace’ og ‘Black Beauty’ kan give en smuk rosa hyldeblomstsaft. Smagen minder om klassisk hyldeblomstsaft, men farven gør den særlig flot i glas og flasker.

Setup af det man bruger til at lave hyldeblomstsaft

Jeg elsker at stå udenfor i det fri – og her er jeg klar til at lave forskellige typer hyldeblomstsaft.

Hyldeblomstsaft

Det hele er blandet sammen, og snart er der hyldeblomstsaft til hele familien.

Spørgsmål og erfaringer fra læsere

Siden opskriften blev udgivet, har mange læsere delt deres erfaringer med hyldeblomstsaft herunder. I kommentarerne finder du spørgsmål om holdbarhed, frysning, gæring, bitterhed, sukker, Atamon og hyldeblomstchampagne – og mange gode praktiske tips fra mennesker, der selv har stået med flasker, blomster og saft i køkkenet.

Læs gerne med, før du går i gang. Der ligger meget brugbar viden gemt i erfaringerne.