S2/E3: Nyttehave med plads

Lyt med på tredje episode i anden sæson, hvor Kenn Römer-Bruhn besøger haveentusiasten Jan Holm. Her ses indgangen til hans nyttehave.
Cyklen er netop parkeret ved et krat. Lige overfor står en rød havelåge på vid gab og fortæller, at her er man velkommen. Det er nærmest en oase af frodighed: Her er træer, buske, blomster, fuglefløjt og højt til himlen.
I tredje episode af anden sæson af podcast’en ‘Ægte haveglæde’ er Kenn Römer-Bruhn på besøg hos haveentusiasten Jan Holm. Han har en nyttehave på 175 kvm. i det nordlige Herlev – en forstad til København. På turen rundt i nyttehaven, fortæller Jan om sin passion for det at have en have, om havens tilbliven – om udfordringer og haveglæde.
Du kommer til at høre om Jans store interesse for at bytte og klunse sig til planter og haveting. Jan fortæller om, hvad forskellen på en nyttehave og en kolonihave er. Vi dykker ned i forskellige detaljer fra Jans have, som du kan bruge som inspiration hjemme i din egen have.
Lyt med, når Jan begejstret fortæller om sin haveglæde, og sidst i udsendelsen får du naturligvis Jans fem bedste tips til haven. Med ‘Ægte haveglæde’ i ørerne er du i godt selskab og kommer i rigtig godt havehumør – uanset hvilken tid på året du lytter med.
Nyttehave og ægte haveglæde
Jan Holm har i mere end ti år haft interesse for haven. Den er med til at få en til at stresse af og komme helt ned på jorden i bogstaveligste forstand. At få lov at omlægge et vildnis til en oase er ren terapi, og Jan er et klart bevis på, at den strategi virker.
Med en tilgang til havelivet, hvor man lærer efterhånden som man går i gang, er mantraet i denne nyttehave. Den er opdelt i en afslapningsdel og en dyrkningsdel. I den mere afslappede del er der græs, bålplads, bænke og hængekøje. Og fra hængekøjen kan man ligge og nyde udsigten til alle de afgrøder og blomster, der dyrkes i den anden del af nyttehaven.
Jan har gravet alt igennem med håndkraft og hjælp fra familien. Det hårde arbejde har gjort, at haven er kompakt og udnyttet maksimalt. 1.500 fliser er lagt ud i sirlige stier med forskellige bede mellem. Her dyrker Jan alt fra frilandstomater, majs, salat i bordhøjde til asparges, rabarber og jordbær. Der er også plads til mere specielle varianter af farverige bønner og blå kartofler.
Med stor spørgelyst stiller Kenn mange spørgsmål, som du får svar på i denne episode. Ud over mange afgrøder, støder vi også på diversitet, frøer, rådyr og en lille havedam med overraskende indhold. Glæd dig og lyt med – og kom i godt havehumør med ægte haveglæde.
Havepodcasten ‘Ægte haveglæde’ er en samling af erfaringer, anekdoter og filosofier fra vaskeægte havefolk, der giver dig, som lytter med, en ægte haveglæde helt ind under huden.

Der skal være plads til afslapning og havehygge i den lille nyttehave.
Artiklen fortsætter …
Andre havepodcast

Bordet som Jan har lavet om til et salatbord som et værn mod dræbersnegle.

Jan Holm mellem sine smukke Dahlia i nyttehaven.

Gamle fliser agerer sti mellem bede med forskellige afgrøder som fx frilandstomater.

Et kig ud over Jan Holm’s have, hvor der dyrkes mange forskellige afgrøder og blomster.

Små flisebelagte stier danner rammer om bede i nyttehaven.
En stor tak til Jan Holm og rundvisningen i hans nyttehave i Herlev, som er endnu et spændende bidrag til Blomsterhavens podcast ‘Ægte haveglæde’.
Flere episoder og sæsoner kommer løbende til …

Læg en kommentar