S1/E5: Tanker om en ny have

Transskribering

Tanker om en ny have

Velkommen til blomsterhavens podcast. Mit navn er Kenn Römer-Bruhn, og jeg er have- og fotojournalist, og er din vært i ”Ægte haveglæde”.

I dag er jeg på besøg i Espergærde i Nordsjælland, og er inviteret på besøg i en skøn, lille have, der ligger i et gammelt villakvarter med snoede veje og slet ingen fortov.

Jeg skal ind og se en have, hvor haveejerne ønsker forandring og hjælp til nye idéer. Her får du et indblik i haveejerens tanker der ligger bag, og forhåbentlig vil du – som jeg – fornemme den ægte haveglæde, der er hos haveejeren i denne særlige have.

Som altid får du fem fantastiske gode råd fra haveejeren. Dem kan du godt glæde dig til.

Overskriften på denne episode er ’Tanker om en ny have’. Det er en stor beslutning, når en have skal laves om. Der er mange hensyn at tage, som fx om haven skal være til afslapning, leg og boldspil, dyrkning af afgrøder og blomster med mere.

Men kom med ind i haven, hvor jeg ser, at havens ejer er på vej for at åbne havelågen …

Nis: Hej, jeg hedder Nis Hartvith, og velkommen til min have. Min kone og jeg har haft denne her have i seks år, og har efterhånden fået nogenlunde styr på mange ting. Men egentlig synes vi, der skal laves noget mere, og vi kan ikke rigtig finde ud af, hvad det skal være. Vi har måske brug for at få lidt hjælp og lidt gode idéer – eller måske en som dig, Kenn, der har enormt meget erfaring og har set rigtig mange forskellige haver. Et af vores store ønsker er en have, som vi kan spise af …

Vi allerede nået en masse ting og sager, men vi har også et ønske om en have, hvor man kan gå lidt på et spændende besøg, hvor man møder nye ting, der dukker op. Små rum eventuelt som er afgrænset af forskellige ting og sager.

Kenn: Lad os lige se, hvad haven egentlig består af i dag. Jeg jo kommet ind langs jeres indgang – jeres haveindgang, og jeg ser et udhus og en garage på min højre side, og huset herinde på venstre side. Langs stien bevæger jeg mig nu ned ved siden af bærbuske med solbær, ribs og stikkelsbær. Er det brombær?

Nis: Ja, det er brombær – uden torne.

Kenn: Og så har du jo også hindbær herovre.

Nis: Ja.

Kenn: Og et kartoffelbed kan se …

Nis: Yes, og jo ikke kun et kartoffelbed. Ud over det er der også masser af jord, som står bart lige nu, så nu skal jeg i gang med at sætte gulerødderne snart. Det bliver nok i morgen, tænker jeg …

Kenn: Lyder lækkert. Og så har du – efter bedene med kartofler og de kommende gulerødder – også et par højbede her, og jeg kan forstå, at dem er I ret begejstret for?

Nis: Ja, altså alt det, man kan spise fra egen have. Det er jo bare det aller fedeste i verden. Du finder ikke noget mad, der smager bedre end det, man selv har dyrket. Men højbede har en kæmpe fordel – især for folk i vores alder – at man ikke behøver bukke sig ned. Lige pludselig kommer jorden op i en højde, hvor vi kan være med, uden at skulle få ondt i ryggen eller ondt i knæene.

Kenn: Det har et praktisk formål at få køkkenhaven op i højden.

Nis: Man kan også sige, at man kan gå meget tættere på planterne og se dem helt tæt på. Hver plante er jo forskellig, og har deres egne kunstneriske, små streger, farver og blomster.

Kenn: Må jeg spørge om noget? De salater vi ser her – de er ret store. Alt det her, der står i disse bede, er meget langt fremme. Har du gjort noget specielt?

Nis: Nu tror du nok, jeg har været ude og købe en masse udplantningsplanter, men de her store planter du ser her, har faktisk været frø. Vi har gjort det, at vi fået fat i nogle små telte, som passer til vores højbede, som så har kunne holde på varmen og på fugten, og har kunne overvintre selv, hvor der har været frost. Så to-tre dage efter vi havde sat frøene, så kunne vi se, at det begyndte at spire.

Nis: Haven er cirka 600 kvadratmeter stor, og når jeg tænker tilbage – helt tilbage hvor det hele begyndte, så er vi helt tilbage til 4. klasse, hvor jeg cyklede til Bispebjerg med min ven Erling. Der havde vi en skolehave, så vi kom ud efter skoletid og kunne køre ud. Og så havde vi et lille stykke jord, hver især, og så var der en voksen mand – en gartner – som hjalp os med at dyrke alle mulige sjove ting som salater, rabarber, kartofler og så noget.

Kenn: Var haveglæden allerede skabt der?

Nis: Det var den, og jeg vil sige, at jeg altid har været meget interesseret i naturen som sådan. Ud over have, så har jeg altid interesseret mig utroligt meget for alle dyr – hele verdens dyr, fugle, insekter og slanger. Jeg boede næsten på Zoologisk Museum, da jeg var lille.

Kenn: Det er altid spændende. Det er det.

Nis, vi bevæger os igennem haven nu, og er kommet til et bed, som I har stående her for enden af gavlen af huset. Det ligner nogle forskellige stauder og buske. Hvad er tanken med det?

Nis: Jamen, tanken her er bare for at få en masse sjove, forskellige farver og blomster op, som jeg kan gå og klippe, og tage med ind i stuen, når vi sidder derhjemme, hvis der bliver dårligt vejr. En af de andre ting som jeg interesserer mig for, er også orkideer indendørs. Det er enormt sjovt at finde nogle blomster til udendørs brug, som minder om orkideer. Især nogle blomster, hvor man kan komme helt tæt på dem, og se dem med egne øjne helt tæt på. Så dukker der en ny kunstnerisk verden op i dem. Det er i hvert fald sådan et blomsterbed det her.

Kenn: Det er jo små mirakler, kan man sige …

—

Kenn: En tanke slog mig, mens jeg stod i Nis have. Nis elsker alt i naturen, og særlig opmærksomhed får de små overraskelser, der dukker op hist og her i haven. Den del skal med i Nis nye haveplan. Det er altid spændende, når der sker noget nyt, mens du bevæger sig rundt i en have. Det giver begejstring – prøv bare at høre Nis fortælle om sin sommerfuglebusk …

Nis: Prøv at se denne sommerfuglebusk. Den er lige blevet klippet ned for et par uger siden. Den er jo ikke højere end op til vores bryst nu. I løbet af en måned eller halvanden måned så er den to-tre meter høj, og fyldt med velduftende blomster og forhåbentlig også masser sommerfugle og bier.

Kenn: Jeg kan forstå det med at dyreliv i haven, også betyder meget for jer?

Nis: Ja, vi har jo en mærkelig verden. De fleste mennesker synes, at verden er til for os. Men i virkeligheden har verden eksisteret som den i og omkring 6,2 milliarder år. Og vi mennesker har været her på jorden i to hundrede tusind år. Det er jo ingenting. Tænk på, hvor en lille del af den tid vi har været der. På så kort tid har vi virkelig gjort alt, hvad vi kunne, for at smadre den fuldstændig. Men stadigvæk er der også nogle åndehuller, som jeg synes, der kan være i en have, hvor man kan komme ind og være meget tæt på naturen. Jeg tror, at alle mennesker har et meget stærkt bånd til naturen.

Kenn: Jeg kan se, at der er masser af insekter i haven – der flyver både bier, vilde bier og sommerfugle rundt over det hele i din have. Men der er også fugle, og jeg kan se herhenne … Har du et lille fuglebad, eller er det et vandspejl eller hvad har du her? Det må vi lige hen og kigge på.

Nis: Det er bare et lille fad – er det af zink? Som er 60 centimeter i diameter. Og så har min kone fundet en lille sjov springvandsdims, som er af plastik med solceller. Så det ligger det bare ned i vandspejlet. Nu står det så fint og klukker, og gråspurvene er helt vilde med det her fad. Det nok fordi, at vandstanden er lige præcis sådan, at de kan stå dernede uden at drukne, men samtidig vaske sig. Så vi har masser af gråspurve hele dagen.

Kenn: Det er ret hyggeligt. Det der med, at denne lille pumpe står og laver bevægelse i vandet, det gør vel også, at der ikke kommer så mange alger i?

Nis: Det tror vi på. Stillestående vand kommer der hurtigt alger i, men når vandet er i bevægelse, så hjælper det godt imod dem.

Kenn: Jeg noterede mig, at Nis og hans hustru er glade for vand. Der følger altid en lille blok med på mine haveture. Den haveplan jeg skal lave for disse haveejere, kommer derfor til at have et større vandspejl med lav dybde. Det kan jeg mærke bliver et hit hos haveejerne.

Men hov – nu er det vist tid til lidt pantefokus …

Nis: Prøv at se denne her. Det er en lupin vi har her i staudebedet. Hvis man kigger på den, så har den har den nogle høje stængler, og for enden af stænglen har vi den første blomst, der er kommet frem. Den kunne jo godt minde lidt om de orkideer, jeg snakkede om før. Den var helt lyserød. Meget, meget flot. Bladene, der stikker ud, har en ret sjov facon – der er sådan en 8-10 blade i hvert skud. Og hvis man var lidt fræk, da man var meget ung, kunne det måske godt minde lidt om sådan nogle hampeblade – hashblade. Men jeg tror ikke, man skal ryge dem her. Det skal man nok ikke. Men den dufter også fantastisk. Den dufter bare af natur, ligesom når man går ude i en skov en varm sommerdag, hvor man er tæt på en masse blomster.

Kenn: Der er jo knald på farven på denne her. Er det et tema i haven, at der skal være drøn på de her farver, eller …?

Nis: Der skal være lidt af hvert, men farver jo altid godt. Og der er en masse grønt. Det må godt brydes af nogle forskellige farver. Det kunne måske også … nu når vi skal til at se lidt på designet af vores nye have, kunne det måske også være sjovt at overveje, om man kunne lave det i farvetemaer. Simpelthen lave små farvetemaer rundt omkring.

Kenn: Bag dig har vi et æbletræ kan jeg se?

Nis: Ja, det er et træ, vi har fået i gave, og der er podet tre forskellige sorter på. Men … du står og kigger på det nu. Jeg har dummet mig … I starten da vi fik det, der bøjede det meget ud til siden på hovedstammen. Og da tænkte jeg, så tager jeg lige et stykke snor – så tænkte jeg nej, ståltråd er nok bedre. Det er faktisk eltråd, el-ledning. Den har jeg lige viklet omkring træet, og så satte jeg en pløk ned, som holdt meget fint på træet. Men jeg har glemt at fjerne tråden i tide, så nu har træet vokset sig ud over det. Træet er vokset i tykkelsen, så der er kommet et kæmpe sår, og jeg er bange for, at det her træ ikke er til at redde.

Jeg kan se, at det bliver værre og værre. Så der må vi nok finde på andet, og tage en lille grædetur sammen.

Kenn: Jeg må kigge lidt nærmere på det, og jeg vil give dig ret. Det er næsten gennemskåret af denne el-ledning, og den vakler også lidt. Det ser ikke så godt ud, Nis, men jeg tror godt, man kan redde det alligevel, ved at save den af, og så prøve at se på træets form. Men … det kan vi jo altid lave.

Nis: Det lyder som om, du har pæren i orden …

Kenn: På min tur gennem Nis dejlige have, slog det mig, hvor glad Nis var for naturen, og hvor ærgerlig han pludselig blev, når snakken gik på nedbrud, ødelæggelse og menneskers påvirkning på naturen.

Haven bar præg af at være til den vilde side, hvilket Nis kunne da også fortælle mere om det …

Nis: Vores havestil er nok til den sådan lidt vilde … Denne have er en have, som har eksisteret i mange år, for det er et gammelt hus. Der er også lidt rod i det på en måde. Hvis du går ud i en rigtig skov … Det har oplevet, for jeg har en gang været i Rusland og i ødemarken deroppe. Der blev jeg rimelig overrasket over, at en skov så sådan ud. For vores skove herhjemme er kun opstillede parker, hvor træerne står på række, på række, på række – og lige så snart et træ er dårligt, så bliver det fjernet.

Derude var det bare så dejligt vildt, at det var virkeligt … Der stod det ene træ efter det andet som var vidt forskellige. Skovbunden lå med store stammer, der var væltet. Gik vi hen til de stammer og kiggede ned og løftede lidt på tingene, så var der jo liv dernede under med insekter og så videre. Det ser vi ikke herhjemme, desværre. Men man er måske begynde at opdage, at vi skal passe på insekterne. Vi skal lade naturen være, som den er. Den kan sagtens finde ud af det selv.

Kenn: Det vil sige, at det er en lidt vild stil i haven, og samtidig med nogle blomster og noget spiseligt vi er ude i? Spiselige blomster … har I overvejet det?

Nis: Ja. Berit – min kone – hun kan også godt lide at lave salater med forskellige spiselige blomster. Vi har ikke så mange, men har set på nettet, at der fås jo sindssygt mange forskellige flotte blomster, som så også kan spises.

Kenn: Der findes nemlig rigtig mange flotte blomster, man kan dyrke både i haven og også i krukker. Jeg ser, at I har rigtig mange krukker stående. Det kan jo også forenes med en ny have, og den skitse, vi skal lave … fortæl lidt om dette store træ, du har stående her.

Nis: Det er jo et citrontræ. Det må du kunne se. Et så sydeuropæisk træ, der står her midt i Danmark, som bare sprudler og er fyldt med citroner. Prøv at dufte til den. Det er jo helt vildt, den her blomsterduft på det her citrustræ. Det er fuldstændig vanvittigt. Nogle gange har vi om vinteren haft dem inde, og den duft, når man kommer hjem på en mørk vinterdag og slår dørene op: Det er jo også helt vildt. Så bliver man så glad.

Kenn: Det er helt fantastisk. Den anden plante vi så før, var en lupin, der har også har en helt speciel duft. Så duft betyder også noget i jeres have?

Nis: Vores sanser elsker jo at få nogle udfordringer, og få nogle behageligheder ind i sig. Dufte har også rigtig meget at sige. Vi har også nogle roser herovre. Hvis vi går over mod terrassen, så har vi kun et par roser nu. Men vi har haft 15 engelske roser, hvor vi boede før. Vi elsker faktisk roser, så det er lidt mærkeligt, at vi kun har to. Hvor vi boede før, havde vi engelske roser og historiske roser, og de havde alle sammen også deres helt egen fantastiske duft.

Det er også et stort ønske, at vi får mange flere roser i vores nye have mange flere forskellige dufte.

Kenn: Det er nogle smukke roser, vi kigger på.

Nis: Men Kenn, når vi nu går og snakker sammen, så kan jeg tit ikke lige kan huske navnet på de forskellige planter. Jeg ved godt, at der er noget, der hedder stauder, og så jeg kan også godt kende en rose og sådan noget. Min indstilling er, at man ikke behøver at kende navnene. Altså ligesom … jeg kender heller ikke navnene på vine for eksempel, men jeg ved, når jeg får en god vin. Og jeg ved, når jeg ser en dejlig plante. Så du må nok hjælpe mig lidt, hvis der skal navne på.

Men for os, er ægte haveglæde heller ikke det, at kunne navnene på planterne. Det at have en have, hvor vi kan se ud på alle blomsterne og planterne, og bare nyde det i fulde drag – så hvad de hedder, det betyder ikke så meget for os.

Kenn: Jeg fornemmede den ægte haveglæde der strømmede ud af Nis. Han var ret smittende og jeg blev bare i så godt humør. I den skitse eller haveplan jeg skal lave for den her have, må der duft med ind i. Den skal dufte af natur og blomster, af mos og skovbund, og være vild og dejlig så der er plads til småkryb, insekter, dyr og fugle.

Men der skal også være nogle opholdsrum i haven. Steder hvor man kan sidde og falde i staver og nyde sin have.

Da jeg gik forbi rosen, og forbi nogle krukker, dukkede der et terrassemiljø op. En træterrasse med forskellige trin, der sådan nærmest var niveaudelt med en overdækning i den ene ende. Mon der gemte sig en historie om dette haverum, som Nis kunne fortælle?

Nis: Historien er kort, for da vi købte huset var der bare en lille gammeldags pergola og så fliser, som var blevet meget skæve. Vi har altid synes, at terrasser var noget fantastisk. Det at kunne gå ud om sommeren med bare tæer og mærke det rigtige træ under fødderne – og så også at kunne sidde ude om sommeren selvom duggen faldt, og der var en lille smule regn og så have noget overdække. Som du kan se, så har vi blandt andet fundet et gammelt vindue fra en bondegård. Jeg købte det billigt, og satte det i enden af overdækningen. Og så er der også plads til en masse krukker på terrassen. Jeg lavede en tegning – jeg er ikke professionel bygger – men jeg kan da godt skrue lidt sammen og sådan noget. På nettet er det nemt at finde god hjælp der. Så den har jeg bygget på to år sammen med mine sønner, der har hjulpet mig. Vi har fået alt det gamle væk: Alle fliser er væk, og så byggede jeg et skelet op, og lagt sibiriske lærkebrædder på.

Kenn: Det giver et rigtig dejlig haverum her, hvor man kan nyde udsigten til jeres fine have.

Nis, vi bevæger os rundt i din have, og går nu ned fra terrassen og ned på de forskellige niveauer, og videre ned på en ny træterrasse. Jeg kan forstå, at I har nogle ønsker om, at det her også skal kunne udnyttes lidt mere kreativt, så der dels er plads til nogle flere planter, nogle flere blomster og noget mere duft og lyd og insekter i haven. Og det tror jeg godt, vi kan forene på en helt ny måde.

Kenn: Det med forskellige rum i en have, er en god måde at gøre haven mere interessant på. Og mens min notesblok langsom men sikkert blev fyldt op, tænkte jeg på, hvad Nis næste haveprojektet egentlig skulle være?

Nis: Jamen Kenn, det er jo et drivhus vi altid har ønsket os. Et drivhus, hvor vi kan få lidt flere forskellige planter frem, som kræver lidt mere varme. Godt nok er vores miljø … pga. verdenssituationen med lidt varmere vejr, sådan lidt … Jeg har da også haft succes med både tomater og auberginer og squash og så videre ude på friland. Men at have et decideret drivhus har været vores store drøm. Et sted hvor vi kan gå ind og så bare bruge det som et varmerum om vinteren, men også et sted, hvor vi kunne få alle mulige sjove ting frem, der kan spises. Jeg tænker også på auberginer, chilier og alle mulige former for tomater – både de helt små eller helt op til kæmpe bøftomater.

Kenn: Det lyder så lækkert, at mundvandet løber. Nede i hjørnet af haven ser jeg et gammelt hønsehus. Men der er ingen høns?

Nis: Nej, men du kan se, at der ligger noget på jorden. Det er rottefælder. Der er ikke nogen rotter i dem lige nu, men det er desværre også et kæmpe problem, for vi var så glade for de høns. Som du kan se, er det et rimeligt stort hønsehus, og jeg synes, at vi har givet dem et godt miljø: Masser af plads, og de fik også meget tit lov til at komme ud i haven. At have høns i haven er en hobby i sig selv. Det er fantastisk. Igen har du noget natur tæt på dig.

De hjælper dig enormt meget, når de går rundt og finde snegle. Dræbersnegle har vi ikke haft her i flere år. Det har hønesene klaret for os. Alt den mad, vi ikke selv spiser, kan vi jo smide ud til hønsene. Og ud i den anden ende, kommer de dejligste æg med den mest dejlige orange blomme, fordi de spiser så meget grønt. Og nogle af de høns, vi har haft, er blevet så tamme, så jeg har kunne kalde på dem. Høns elsker rosiner, så når jeg kom gående ud og satte mig ned med en dåse rosiner. Det kunne de bare høre på afstand. De har åbenbart også en ret god hørelse. Så de kom bare løbende, og hvis jeg satte mig ned på en stol, så havde jeg fire høner siddende oppe på mine ben og hakke løs på de her rosiner.

Det var fantastisk, og jeg lidt ked af at skulle af med dem. Men det er ikke sjovt med rotter. Jeg har prøvet alt – simpelthen. Hvis vi skulle lave et andet projekt, så var det nok at starte forfra med et hønsehus, og så virkelig få det rottesikret, så det blev 7-8.000 gange mere sikkert end det er nu. Det jo åbenbart det, der skal til.

Kenn: Jo der var spor efter rotterne, og træls var det, at de tog noget af Nis haveglæde. Tænk at kunne forvandle have- og køkkenaffald til de lækreste æg.

Men sådan er det af og til. Vi bruger vores haver, og så kommer der pludselig noget i vejen. Løsningen på rotteproblemerne var ikke lige til, så jeg forstod udmærket Nis bekymringer for det fremtidige hønsehold.

Det var på tide at få haveglæden tilbage, og da vi var nået til køkkenhaven på vores rundtur, spurgte jeg om vi ikke skulle have fokus på en spiselige afgrøde …

Nis: Squash. Herhjemme kender de fleste mennesker kun squash som enten den grønne, aflange eller den gule, aflange. Men når man dykker ned i de lidt sjovere steder på nettet, hvor man kan købe frø, så dukker der alle mulige slags sjove squashtyper op. I mange år har jeg haft nogle, der er helt grønne og runde med striber på. I år har jeg fundet italiensk sort. Jeg kan ikke huske helt præcis, hvad den hedder. Men det der helt specielt ved den, er, at det er en klatrende squash, som skal klatre op ad. Den skal selvfølgelig støttes. Når den så klatrer op ad, så sætter den nogle frugter, som kan blive – pas nu lige på – det er rigtigt hvad jeg siger – op til halvanden meter lange. Og der sker det med de frugter, at alle frøene samles for neden i en stor boble. Det vil sige, at hele det skaft man har af squash over boblen, er rent squashkød. Man skal ikke tage dem, når de er halvanden meter lange, så er de nok lidt travlet og ikke så spiselige. Men man kan tage dem, når de er op til 30-40 centimeter. Jeg er helt vildt spændt på, hvad der kommer ud af dem i år.

Kenn: Det er dybt imponerende, og det er denne plante, der står her og er på vej op.

Nis: Ja, det er det.

Kenn: Puha, godt vi fik haveglæden tilbage, nu hvor vi havde gået lidt rundt i Nis og hans hustrus dejlige have.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke hvilken havehistorie, der er blandt de bedste fra denne have?

Nis: Jamen, jeg tror da, at det var den gang vi havde lavet en sommerfest for hele familien. Vi havde inviteret alle og enhver. Jeg havde tændt grillen, og min kone havde lavet brød og nogle salater. Og så skulle folk tage drikkevarer og deres eget kød med. Og så var det bare en sommerdag, hvor det var stegende hedt, så jeg løb op til tanken og købte en masse isterninger, og hældte dem i en stor balje. Så kunne folk smide deres drikkevarer ned i det kolde vand. Den fornemmelse at kunne invitere en masse københavnere – undskyld udtrykket. Men de var også helt imponerede da de kom op i en grøn have, der sprudlede af liv. De sagde ”hold da kæft, hvor er her bare skønt, og man bare kan slappe af”.

Det er jo det man kan i sin have. Meget tit. Selvfølgelig er der også meget arbejde, men jeg synes at arbejde i et have … det er også afslappende. Det er afstresning. Man går og er tæt på naturen, og der kommer en næsten usynlig energi fra jord og planter, som spreder sig til ens krop.

Men at se de små børn løbe rundt, og vi lavede limbo konkurrencer, og vi kom rundt og fik snakket med alle, vi ikke havde snakket med i lang tid. Det var bare så skønt. Så overskriften på sådan en dag kunne bare være rigtig, rigtig ægte haveglæde.

Kenn: Jeg var ved at nærme mig afslutningen på mit havebesøg i Espergærde i Nordsjælland, og var så småt ved at tage afsked. Formålet med mit besøg var at få input til den haveplan eller haveskitse jeg skal lave for haveejerne. Og jeg fik så mange dejlige indtryk af haveejerne, at jeg præcis ved, hvordan deres nye have ikke alene skal se ud, men også hvordan den skal dufte og give lyde fra sig.

Men ingen afsked uden fem gode råd fra haveejeren. Det er den måde hver episode af min podcast serie ”Ægte haveglæde”, skal slutte. For så får du som lytter med, også nogle gode råd med på vejen.

Her er derfor fem korte gode haveråd fra Nis Hartvith:

Fem korte haveråd

Nis: Man skal aldrig være bange for at kaste sig ud i nye projekter.

Nis: Forkæl din have, så bliver du også forkælet.

Nis: Dårligt kvalitetsjord er roden til alt ondt.

Nis: Sørg for Guds skyld for, at der er masser af plads og muligheder for, at havens dyr kan blive hos dig og leve sammen med dig.

Nis: Sørg for, at der altid er noget spiseligt i din have, du kan gå og nipse af.

– – –

Kenn: Det er jo fem fantastiske gode råd du kom med, Nis. Tak for at du ville se mig i din have.

Nis: Selv tak, Kenn. Det var smadder hyggeligt, at du ville komme forbi og se min have. Men vi ses en anden gang – kom godt hjem.

Kenn: Tak skal du have, hej …

Nis: Hej.