Farvel til eventyrhaven

Transskribering

Farvel til eventyrhaven

Velkommen til en podcast om haver, planter, design, uderum og ikke mindst ægte haveglæde, som programmet også hedder. Mit navn er Kenn Römer-Bruhn – jeg er havejournalist, fotograf og designer, og har blomsterhaven.dk. I denne podcast serie tager jeg dig med rundt i vores dejlige land, hvor jeg besøger forskellige haveglade folk og deres små som store haver. Lytter du med, får du en masse inspiration fra disse skønne mennesker. Og sidst i hver udsendelse får du deres fem allerbedste havetips.

JINGLE

Kenn: Nu er jeg kommet ind i en have, der er ganske tæt på, hvor jeg selv bor, og jeg åbner døren ind til … altså, det er jo ikke en dør … det er en port, der åbner op ind til … er det et paradis? Det ligner et paradis, det her. Det skal forstås på den måde, at her sidst i september er der en frodighed alle vegne. Jeg ser krydderurter langs huset, og jeg ser granit og stedsegrønne vækster. Jeg ser haverum. Jeg ser en have, som nogen elsker helt vildt, og i denne her have er det egentlig tanken, at jeg skal finde haveejeren og hvor mon han er henne et sted? Og han er jo lige dér.

Ib: Hej med dig, Kenn.

Kenn: Hej Ib. Tak for, at du vil se mig i din have.

Ib: Med stor fornøjelse. Jeg hedder Ib Tolstrup, og jeg har boet her længe. Jeg er rigtig glad for at have Kenn og jer allesammen på medhør her under besøg i min have. Jeg glæder mig til det.

Kenn: Det er så spændende. Du har jo en fantastisk have!

Ib: Ja, det syntes jeg også selv. Men der må jo være mere vi kan gå i detaljer med hen ad vejen. Jeg har jo boet her i lang tid, og er meget, meget glad for hver morgen at komme ud i haven og se lys, skygge, blomster, farver og bier og høre fuglene, mærke duften fra mosen, som ligger lige hernede.

Kenn: Ja, for vi befinder os jo faktisk i Hjortespring/Bagsværd. Lige på grænsen – er det ikke rigtigt?

Ib: Det er helt rigtigt. Det er lige midtvejs. Vi kan godt kalde det ene, men også det andet. Men det er meget tæt på Fedtmosen.

Kenn: Fedtmosen – det er egentlig et lidt spøjst navn …

Ib: Jamen, du kender godt feddet. Det er sådan et område, der går ud i en mose. så det blev så til fedtmosen, det var jo egentlig fedmosen. Og da den så hed fedmosen, så blev nabomosen til at smørmosen.

Kenn: Ahh, og så har det ikke en dyt med smør eller fedt at gøre. Der kan man jo bare se. Men det er jo en oase du har her. Altså vi står lige nu på græsplænen, som går ind imellem nogle forskellige haverum og forskellige bede du har sådan overalt i haven. Haven er jo ret stor, og alligevel er der kæmpestore træer for enden, og du har store træer på grunden og sådan noget. Men man fornemmer jo, at det er en meget stor have.

Ib: Jeg har været heldig at kunne købe en stor grund, og der er så også 44 år siden vi købte denne her … det her hus. Og haven var meget stærkt medvirkende til, at det var her. For huset i sig selv er lille og passer til os nu, hvor vi er blevet gamle. Så det lige tilpas. Men det er jo haven, der trak, og det gør det stadigvæk. Den er på 1.230 kvadratmeter. Huset ligger helt oppe i den ene ende og mosen til den anden ende, så det hele ser bare ud, som det er natur og alle vegne. Det er selvfølgelig en begrænset grund, men stor nok til, at man kan lave mange sjove ting.

Kenn: Og sjove ting har du, fordi – os to imellem – jeg har været her før.

Ib: Det må jeg sige …

Kenn: Ja, men lad os prøve at kigge en gang. Kan du fortælle … nu bevæger vi os fra huset og ned igennem haven. En af de ting, der lige springer i øjnene, er en kæmpe granitblok, der faktisk ligner en bænk.

Ib: Ja, jeg bruger den som rumopdeler i haven. Jeg var heldig at komme i besiddelse af cirka 30 tons granit de første par år vi boede her. Dem har jeg så haft fornøjelsen af – i de næste 30 år – at flytte rundt på, og de bliver brugt en række steder. Denne her er både rumopdeler og bænk, og hvis man har selskab i haven, eller gæster, kan man stå og byde velkommen. Man kan også hælde vand ud over, og man kan lave sjov med børn. Det er samlingsstedet simpelthen.

Kenn: Og nu siger du, du har flyttet rundt på den. Men kan ikke flytte rundt på sådan en der?

Ib: Du ved også, at pyramiderne blev bygget engang? Det er ikke helt klart hvordan. Sådan har vi altså også flyttet rundt på den der. Jeg kan godt huske, hvordan … den var meget, meget, meget tung … så man skulle rulle den. Men alt kan lade sig gøre med lidt tålmodighed.

Kenn: Det er helt vildt. Det er fantastisk. Den er meget smuk, og jeg kan godt se, at der er mange ideer i stenen her. At den er et samlingspunkt. Det her med, at du også kan lide at gøre barnlige sjæle glade, med at hælde vand ud over og lave andre sjove ting …

Ib: Ja, men det er jo sjovt at se andre nyde haven. Altså hvis man nu selv er glad for at have gået og lavet mange sjove og smukke ting i tidernes løb. Mens jeg gik på arbejde, havde jeg jo ikke rigtig tid til at vise den til andre. Da jeg så gik på pension, har jeg har haft mange børnebørn og dels skoleklasser og andre interesserede her. Og det har været sådan en fornøjelse for mig at se, hvordan de reagerede. Det rigtig sjove er sådan set de helt primitive – og dermed ikke kostbare, men meget lige fremme ting – der morer dem kolossalt. For eksempel har jeg en gammel gummistøvle, hvor jeg med en hulstang, har lavet huller over tæerne, sådan så når jeg sætter den på tagnedløbet og hælder vand i, så står det ud som et springvand. Det syntes alle børn er fantastisk sjovt, og jeg bliver selv barnlig ved sådanne lejligheder.

Kenn: Vi går lidt videre i din have, og fortsætter på med græs under vores sko. Her er vi henne nu og kigger på et … for mig ligner det sådan noget japansk inspireret … Måske skal vi lige fortælle, at der er en bænk og en stedsegrøn hæk af laurbærkirsebær. Og så har vi et lille vandfad her, og en sten med en fordybning, der danner noget vand. Og så har vi nogle hortensia på den anden side. Fortæl …

Ib: Ja, det er sådan set inspireret af japansk. Jeg have været så heldig – sammen med min kone – at være i Japan nogle gange. Og der er vi jo blevet vældig inspireret. Nu skal man så passe på ikke bare tage Japan med hjem på et postkort og se, at sådan skal det se ud i min have. Man skal prøve at overføre det til vores natur, klima og planter osv. Men det her er altså et udtryk for, hvordan man kan finde sådan en lille meditationsfred her. Og hvis man kommer træt hjem efter arbejde, så tager man et par trin på granitfliserne og tager og hælder lidt køligt vand over hænderne, så man kan få svalet sine varme hænder. Så finder man … se det konvergerer – det spidser til indad, så man finder harmonien og freden her, og kan så sidde på den bænk der. Der er så tilfældigvis plads til en drink i hver ende af bænken, så man kan sætte fra sig. Det skader jo heller ikke.

Kenn: Ja, der er jo apropos det her med, at man kommer hjem og lige skal… haven emmer jo af fordybelse og rigtig meget haveglæde, synes jeg.

Ib: Ja, og det har også været det drivende, at vi gerne vil have noget, der er smukt, og noget der er dejligt. Men det skal ikke kræve for meget pasning. Så vil jeg jo ikke plejede bede og sådan noget, men vi har bunddække over det hele. Der er bare plads til, at man har det sjovt. Hvis der er børn, kan de løbe rundt, fordi der er – ud over, når man ser på huset – den almindelige græsplæne med grønt uden om, ja, så er der en hemmelig sti rundt i periferien. I yderkanten af haven, hvor man går næsten ligesom en tunnel og kan opleve mange sjove og lidt uhyggelige ting.

Kenn: Ved ud hvad – kan jeg ikke komme med på sådan en hemmelig sti? Hvor skal vi hen nu? Vi går videre gennem haven nu, og så bliver jeg trukket nærmest indtil siden. Og nu kan jeg se, at jeg kommer på en lille trampesti.

Ib: Og der kan man jo så også lige høre, at bierne summer som bare pokker. Det er efeuen (vedbend, Hedera), der blomstrer. Vi er kommet så langt hen på sommeren, så efeuen der blomstrer. Det er alle Kenns bier – alle dine bier, der sidder her og spiser i min nektar.

Kenn: Jeg tænker det.

Ib: Men det skal de være velkommen til. For tænk på, at hvis det var får og heste, der gik ind i naboens have, så ville de lave ballade. Men bierne er velkomne. Man synes endda, at det er dejligt at høre på. Men se hvor de sidder.

Kenn: Ja, det er jo helt vildt. Jeg ved ikke, om man kan høre dem her på mikrofonen, men der er bier over det hele.

Ib: I sådan en blomstrende efeu. Her er der masser af spindelvæv, så jeg holder lige hænderne oppe.

Kenn: Ja, og nu bevæger vi os mellem en hæk og en stedsegrøn beplantning. Det er jo thuja, det her.

Ib: Man Kenn, kald det der en hæk en gang til. Det har jo ikke noget med en hæk at gøre. Det er en faskine, altså en række pæle, hvor jeg har puttet grene og affald – haveaffald – ned imellem, så det danner højde. Op af det gror klematis og kaprifolie, så det bliver en levende plantemur. Alt, hvad vi klipper af i haven, kommer enten i komposten, eller også lægger man det bare ovenpå her.

Kenn: Så en kvashæk?

Ib: En kvashæk kan man godt kalde det. Alle de større grene og så videre kommer på her, og så gror det til og så formulder det. Neden under – hvis man formaster sig til at grave – så ligger der frøer, tudser og snoge og så videre og overvintrer dernede.

BREAK – – –

Kenn: Det er en god idé at bruge havens forskellige materialer til eksempelvis en kvashæk. Det giver ly for smådyr og kryb, og bidrager også med struktur til haven, hvor det også kan bruges i form af opdeling i haverum.

Jeg funderer over, hvor Ibs haveinteresse mon kommer fra …

Ib: Nu vil jeg jo ikke påstå, at jeg at huske tilbage, fra jeg var helt spæd, men jeg kan i hvert fald huske fra jeg var 5-6-7 år. Og nu er jeg så rundet de 75, kan jeg tilstå. Så jeg har været haveinteresseret i cirka 70 år.

Ib: Til at begynde med – det var fordi vi havde en landbohave, og jeg kan huske det aller dejligste i verden var når solen skinnede, at gå ud og plukke modne hindbær og så bælge nogle søde ærter – og så spise ærter og modne hindbær sammen. Der tror jeg, min første haveglæde stammer fra. Det er … jeg prøver at efterligne … Jeg kan desværre ikke finde den barnlige smag nogle steder nu.

Kenn: Vi er nået ned i bunden af haven nu – eller bund og bund? Vi er vel egentlig kun sådan to tredjedele nede, eller hvad?

Ib: Ja, noget i den stil. Fordi det er sådan det overskuelige, vi nu har tilbage – som vi kan se tilbage på. Der går så forskellige stier ind her, og det er så afgrænset af store, kæmpestenbræk, som kan holde græsset i ave. Der behøver man ikke at klippe kanter. Det holder sig selv.

Kenn: Så har vi de her hindbær. Altså, du har jo hindbær overalt her. Er det så fordi du havde dem dengang du var barn?

Ib: Lad os sige det. Det ved jeg heller ikke, om det er. Men, de er faktisk ret gode at have, og her de blomstrer og giver bær lige til det sidste her i sen-september. De er så lækre og nemme at have. Vi klipper dem ned en gang om året, og så kommer de igen.

Kenn: Må man smage?

Ib: Meget gerne, værsågod …

Kenn: Og nu plukker jeg altså et hindbær. Et fuldstændigt knaldrødt hindbær … ej, det smager så dejligt.

Ib: De er solmodne!

Kenn: Så ser vi jo så igen, at du har nogle granitsøjler med en jernstang på tværs, og så har du i midten boret et hul i en granitsten og sat en stang igennem. Og så hænger denne her og sådan gynger, hvis du sparker eller skubber til den. Hvad er det her for noget?

Ib: Du kan se at det er granit. Det stammer fra Bornholm, og det var altså bornholmerne, der havde boret hul igennem for at sprænge klippen løs der. Jeg har så taget med hjem. Det forestiller et stykke bornholmsk oksekød over en grill, og du kan se, at det er så varmt, så det drypper ned fra den runde sten, hvor det er dryppet ned fra varmen fra den store sten der ovre. Bornholmsk oksekød på grill.

Kenn: Sådan. Vi går videre ned, og nu bliver der lidt hulestemningen igen. Der er virkelig mange haverum her. Vi drejer ind til venstre, og har nu hindbærrene bag os, og så har vi … jamen, det ligner sådan lidt styret vildskab, Ib?

Ib: Det kan man sige, det er. Det er der meget af det der er, men det er den norske have – altså et lille aflukke her. Hvad er det? 20 kvadratmeter, måske 25-30. Det er så indkredset af sådan nogle rafter, der står skråt op, ligesom et norsk (sikgard) eller svensk hegn (gärdesgård). Og så er der en brændestak der afgrænser til den anden side. Der er så et par faststående taburetter, man kan sætte sig på og nyde solen og nyde fugle og dyr omkring sig her. Hvis man sidder stille lidt, så tror fuglene jo ikke, at man er her, og så er man altså helt ugenert og kan opleve dejlige ting.

Ib: Det er igen sådan et forsøg på, at hvis man opdeler noget, så ser det meget større ud, og man får mere glæde af de forskellige oplevelser, end hvis det hele var et stort rum – en stor balsal med en stol i hvert hjørne. Der er dog ikke meget at hvile og øjet på. Der er mange forskellige facetter her i haven. Du kan godt set, at der er en sten, der går op der?

Kenn: Ja … det her, det her lille lukkede haverum, det norske haverum: Du giver simpelthen din haverum navne, kan jeg forstå?

Ib: Ja, det gør jeg. Det er sådan ud fra inspirationer. Det er ligesom det japanske, så er jeg heller ikke sikker på, at en nordmand vil genkende det og sige, at det jo Norge, de her. Men det er altså inspiration derfra, vil jeg påstå. Som jeg kan se det … vi kan se det.

Kenn: Jeg ser hvorhenne inspirationen kommer fra. Jeg kender nemlig godt de her hegn. Både fra Sverige og fra Norge, men især det her med plantebelægning på et stykke halvtag.

Ib: Ja…

Kenn: For mig er det jo en bjælkehytte, det her …

Ib: Ja, men det også der inspirationen er fra. Jeg er begyndt at have lyst til at få grønt tag på garagen, og tænkte, at jeg må hellere lave et lille forsøg, før jeg stiger op på toppen af garagen, og så lave noget her, hvor der er 10 centimeter muld på. Her gror alting, og det er over somre – også selv om det bliver tørt, kan alting overleve tørken her. Hvis man skal have et grønt tag, så skal det ikke gro fuldstændig til. Jeg har ikke nogen ged til at græsse på det, så derfor har jeg Sedum (sankthansurt) på garagetaget nu. Bare et lille lag jord. Og så er der i øvrigt en humlekasse hernede med indgang her. Den har jeg har nok fået sat lidt for sent i år, så der er ikke kommet noget i den endnu.

Kenn: Nej, men du har simpelthen sat et bambusrør ned, eller hvad er det?

Ib: Ja, og den går så ned til kassen dernede, som er med lidt tørt hø, lidt gamle skjorter fra min side og så nogle trævler. Sådan en humlebi vil befinde sig godt, håber jeg. Jeg har lavet det nogle steder i haven, og der har altså været humlebier i enkelte steder i sommer. Men jeg var for sen på den.

Kenn: Du gør virkelig meget for at tiltrække diversitet i din have. Her er bier, humler og alt muligt over det hele.

Ib: Jamen, det er der. Det er jo ikke fordi jeg laver insekthoteller som sådan, men du vil se, at en brændestabel her, er der masser af hulrum i den – og mange ting, der bor i den.

Kenn: Ja …

Ib: … og det gælder især faskinehækken der … kvashækken der. Kvashækken! Den er fyldt med insekter, og underneden er det fyldt med tudser om vinteren, som overvintrer, så det er godt.

Kenn: Den her brændehæk … jeg skal lige sige … vi vender os ind i det her haverum vi gik ind: Den norske have – det norske haverum …

Ib: Ja, det er det.

Kenn: … så har vi denne brændehæk på vores højre side, og det er jo ikke bare en brændehæk, fordi den er jo sat op med forskellige tegl hist og her, ser jeg. Der er ligesom lagt lidt forskelligt ind?

Ib: Ja, det er sådan, at der er huller i, hvis nogen har lyst til at overvintre eller overnatte i den. Så er der også plads til dem. Men insekter og så videre – de sidder bare inde i sprækker og revner, og det drysser ned, så det er sådan noget, der omsættes gradvist – og så går det tilbage til naturen.

BREAK – – –

Kenn: De mange hække, bunker og brændestabler inviterer i den grad dyrelivet ind i Ibs have. Du kan selv gøre kunsten efter, og på den måde tiltrække flere smådyr og insekter.

Jeg vender mig om og kigger op langs en pergola, og får øje på en ren skønhed …

Kenn: Så er der altså plantefokus, for jeg har fået øje på en kaprifolie. En meget smuk kaprifolie. En kaprifolie, der sådan er magenta- og orangefarvet.

Ib: Det er efterhånden en meget gammel kaprifolium, som dækker over indgangen til en pergola hernede i haven. Det vil sige, at den danner hule ind under. Plantemassivt er kaprifolium så vidunderlig. Lige fra Sankt Hans og til nu (sent i september). Da blomstrer den, og den udsender den der liflige kaprifolieduft, som altså kan gøre enhver pige glad – og manden tilsvarende. Så den er vidunderlig at have, er smuk at se på, og den kan blomstre sådan helt dækket af farver, og den kan altså også komme lidt mere spredt her hen på efteråret. Og så kan man jo beskære, klippe, flytte den og gøre ved. Den kommer altid igen.

Kenn: Ja, nu går vi lige fra det norske haverum, og så ind under pergolaen, hvor blandt andet denne kaprifolie vokser. Det vi ser nu, ser meget skovagtigt ud. Har det her haverum et navn?

Ib: Åhh … det er lidt svært. Nej, det har det egentlig ikke. Men det kan være jeg skulle finde på et navn. Men der er sådan et afrikansk offersted derhenne, så jeg vil kalde det for “Pergolaen hen til det afrikanske offersted”. Det er sådan noget, jeg prøver at få folk i lidt uhyggelig stemning, for så kan jeg altså lige … så kan jeg udløse en slange [lyd af en lem der åbner], der falder ned. Først skal man være lidt in the mood med det afrikanske, og så kommer rovdyret her.

Kenn: Jeg vil lige sige, at jeg fik simpelthen en slange på mig. Det Ib gjorde var, at han lokkede mig simpelthen i baghold her, fordi når jeg går ind under denne her, så har han et sirligt snoretræk, og så kan han hive i en snor. Du hev simpelthen i den her snor, og så er der en klapfælde, der åbner op, og så ryger der en slange lige ned i hovedet på folk. Den har jeg ikke set før. Det var sjovt …

Ib: Men den er også anstrengende, når man har børnebørn på besøg. De vil prøve den igen og igen, så jeg er nødt til at står her i fem minutter.

Kenn: På min højre side er en vinkel med endnu en overdækning med naturtag af kaprifolie. Det jeg kigger på, hvis jeg kigger lige frem for mig, er sådan en bregnesti. Altså en skovsti. Den er virkelig spændende.

Ib: Du siger alt det rigtige nu. Jeg lavede det for mange år siden, jeg har jo glemt helt hvorfor det er lavet. Det her er lavet som en portal, og kan se, at det er groet over med kaprifolie. Det var just meningen med det, så det danner sådan en blomsterportal om sommeren. Og så er det også overgangen til du kan se terrænet falder ret stejlt her. Så man kommer ned til en anden afdeling. Der er også en anden skygge. Der er ikke så meget lys her, så der er masser af bregner, og det gror rigtig godt her.

Kenn: De kæmpestore de bregner. Hvad er de? Halvanden meter høje?

Ib: Det er de. Nu er de endda ved at falde lidt sammen til efteråret. Og så har vi jo … så er vi så nede i en af de hemmelige stier. Du kan prøve at se til den ene side: Den forsvinder dernede af, og til den anden side, kommer vi ned til den kompostbunke, som alt affald ryger ned i. Og der er altså også humle her. Og det er her jeg har haft mine bier. Og du kan se humlen der, den står som en kæmpe elefant ud over det hele.

Kenn: Det gør den, og den har oven i købet humlekopper, der ser småmodne ud. Det er jo også september …

Ib: Der er til lidt god øl, hvis man kunne finde ud af det. Det kan du jo …

Kenn: … ja. Nu går vi lidt op i terrænet igen. Der er virkelig stort terrænforskel her i haven. Altså hver kvadratcentimeter er udnyttet hundrede procent. Nu kommer jeg hen til komposten. Det er jo ikke bare en almindelig kompost, fordi det også få den lidt op ad bakke. Der er simpelthen bare dynget op. Og så … du må lige fortælle, hvad … det er jo en meget lang kompostbunke du har?

Ib: Det er meget simpelt, fordi det grove, som smågrene og sådan noget, der tager lang tid (at omsætte). Det kommes i for neden, og så bliver det finere og finere køkkenaffald, som omtales hurtigt, det er så den øverste del. Skal jeg så tage noget kompostmuld til foråret, så river lige toppen af og tilbage i reaktoren, og så bliver der adgang til den fineste muld. Herefter kan jeg putte det ny, let omsætteligt på. Så det, der skal have lang tid, det får lov at ligge dernede i ti år, og det der bare skal have et år, det ligger øverst oppe.

Ib: Det er meget nemt at have med at gøre. Der bor også snegle, tudser og snoge – og en enkelt rotte en gang imellem. Så sætter jeg en fælde. Se, så kan man også følge temperaturen, inde i midten der. Den er altså 15 grader nu, hvor det godt kan blive koldt om natten. Om sommeren er der 30 grader derinde, og så går det altså hurtigt. Men det er meget sjovt at se, hvordan temperaturen kan blive høj inde i midten.

Kenn: Altså denne her, har jeg ikke set før. Den er altså ret smart. Du har et elektrikerrør, som du har stukket ned i bunken. Og så har du en pind med et termometer med sådan noget, der holder den fast.

Ib: Ja, for at det hele kan passere ned i, og jeg kan trække den op.

Kenn: Og så smider du den simpelthen ned, og så måler den temperaturen i bunden. Det var smart.

BREAK – – –

Kenn: Har du også en kompostbunke som du bruger aktivt? Kompost er en af de vigtigste elementer for en frodig og levende jord, hvor planterne trives, bliver sunde og stærke, og dermed holder skadedyr og sygdomme på afstand. Det har Ib helt styr på.

Mens vi går videre af små hyggelige stier, tænker jeg på, hvilken havestil Ibs have har …

Ib: Min havestil kalder inspirationsstyret, fordi det jo ikke bare én stil, men der er noget gennemgående, det er det organiske: At man ikke skal smide noget ud, og at tingene skal have lov at stå i lang tid, og at det skal passe ind i helheden. Så det er stadigvæk at lade sig inspirere, men hele tiden have helheden for øje.

Kenn: Vi er nået ned til bunden af haven, og der står et enormt stort fyrretræ. Det er virkelig højt, og selv her er der fuglekasser, for det er jo fuglekasser. Men den øverste deroppe, det må da også være det, man kalder en uglekasse?

Ib: Det var fra starten en uglekasse, og der var to ugler i den en vinter. Men siden har vi ikke set uglerne. Men så har bierne overtaget kassen, så nu er det en bikasse, og den sidder 9-10 meters højde. Så jeg må slet ikke kravle så højt op for min kone, og det vil sige, de hygger sig selv deroppe, hvor de overvintrer. Og hvis de dør om vinteren, kommer der en ny sværm til næste sommer. Så ja, den var tænkt som en uglekasse, og det var en træklatrer, der var oppe og sætte den op. Men uglerne er altså smidt på porten af bierne, så nu er det en bikasse.

Kenn: Ja, men er diversitet er der jo! Nu er vi gået af en af de hemmelige stier oppe helt fra bunden af haven – eller nede fra bunden af haven, ja, jeg ved ikke om man siger oppe eller nede – men vi bevæger os i hvert fald af en hemmelig sti, og kommer igen forbi bunker med kvas. Men det her, det er jo sirlige bunker altså. Jeg må lige høre lidt om det her.

Ib: Ja, det der er alt det, jeg klipper af nøddebuskene om vinteren. Det er jo pæne lige skud på en meters længde. De bliver så lagt i bunker, og det har jeg så gjort i mange år, og har fået sådan et stråtag ud af det lavet af nøddeaffald. Igen er der masser af insekter og ting, der kan bo inde i, og tudserne kan bo underneden, for der er dejligt. Det virker som et tag, så vandet slipper aldrig ned igennem der. Og så er det jo også lidt kønt at se på.

Kenn: Det er grafisk smukt at se på. Det er jo lige noget for mig.

Ib: Tilsvarende det her … Der går jo aldrig noget ud af vores egen have. Hvis naboerne drister sig til at smide noget ud af deres have, så kan jeg også få lov til at hente grenstykke og så videre … stammer, hvis de nu bare skal have det smidt ud alligevel. Og det kan jeg så bruge for eksempel til det her: vi sætter det op, så det giver lidt variation i haven her. Og igen så kan der leve masser af insekter, og der kan være noget, der gemmer sig bag ved og så videre nede på jorden. Det er godt at have meget variation. Den store boldhal, hvor der kun står en stol i hvert hjørne, den er kedelig. Der skal være mange detaljer, og det er der eddermaneme her.

Kenn: Det er helt vildt.

Ib: Du kan også se ind i naboens have, der har fuldstændig samme stil derinde.

Kenn: Det snød mig, da vi kom gående. Fordi jeg kommer gående og ser, at du har simpelthen skåret hul i det her hegn, men det er blot spejle, der er hængt op. Det giver virkelig en sjov virkning. Det er så flot. Du er virkelig kreativ, Ib.

Ib: Tak skal du have. Jamen altså, jeg skal jo have tiden til at gå med noget.

Kenn: Og vi kommer forbi nogle … Det er vel dem der hedder bronzeblad …

Ib: Bronzeblad, ja.

Kenn: Bregner og bronzeblad. Bregner bliver afløst af bronzeblad her. Det giver en virkelig en god effekt.

Ib: Bronzeblad er meget flittig, og kan også overleve både tørke og den har en kæmpe kartoffel under jorden, hvor den gemmer sin næring og fugt i. Så den kan klare hvad som helst og breder sig altså også gerne. Men så får den med saksen. Den er smuk og er en dejlig variation.

Kenn: Bronzeblad ligner lidt kastanjeblade.

Ib: Det gør det meget, meget …

Kenn: Meget smukt.

Ib: Men den bliver altså aldrig højere end en halv meter. Men se så går vi igen hen her … og så er det … at lige pludselig … det er ejendommeligt her, for det kan lige pludselig blive regnvejr, selvom solen skinner.

Kenn: Det Ib gør nu er, at han tvinger mig jeg simpelthen under en hassel. Og der er ligesom lavet et haverum som sådan en boble jeg står inde under. Der har Ib hængt en vandkande med vand op og et snoretræk. Så lige før, der hev han igen i en snor, og så blev jeg våd. Tak for det, Ib.

Ib: Det her er en paradigme have. Den lille … oppe på væggen her, det er simpelthen noget jeg ikke røre. Jeg må ikke røre ved det. Så ligegyldig, hvad der kommer, skal du have lov til at udvikle sig.

Kenn: Ja …

Ib: Så det skifter sådan set fra år til år af egen vilje. Og så kommer der selvfølgelig ukrudt også. Der kommer mange forskellige ting. Det er bare for at se, hvad der sker, hvis det får lov at styre sig selv. Der er sådan ti centimeter jord, og så en stribe på et par meter.

Kenn: Det er helt vildt.

Ib: Der også denne her spejldam. Man står med ryggen til lyset, og kan dermed se lyset ovenover. Man kan også se et spejlbillede af sig selv, hvis man læner sig frem.

Kenn: Det er et stort kar. Hvad er det? Er det 1,2 meter eller sådan noget?

Ib: Det er 1,1 meter og 20 centimeter dybt.

Kenn: Og så ligger der slanger her på den anden side igen…

Ib: Det er farligt at gå her.

Kenn: Det ér et farligt sted.

BREAK – – –

Kenn: Der er ufattelig mange spændende ting og pudsige indfald i Ibs have. Min have er ikke i nærheden af den eventyrhave som vi er i nu. Hvad med din? Laver du også sjov i haven?

Kenn: Jamen, nu har vi jo simpelthen været hele vejen rundt, og det har vi jo ikke, fordi vi er jo nærmest gået i kanten af hemmelige stier over det hele. Men du har jo en stor græsplæne, og haven er jo dejlig åben, når man befinder sig dér. Alligevel har du … ja, hvad har du? 17-18-20 forskellige haverum i din have?

Ib: Ja, jeg har ikke tal på dem, men de er dejlig allesammen.

Kenn: Ja, det er de.

Ib: Jeg synes det fungerer rigtig godt i haven med den rumopdeling der er, hvor vi også har specielle planter forskellige steder. Det gør det nemt at holde, og er en oplevelse at gå rundt i. Det syntes jeg sådan set er kendetegnende, for det fungerer godt, og vi har fundet melodien på, at være sirlige kontra at lave det stå naturligt hen.

Kenn: Jamen, det kan jeg godt forstå, at du ligesom har de her forskellige haverum. Man kan jo mærke, du elsker at render rundt i hver eneste af dem. Du nusser, forbedrer og du bliver bare ved og ved. Hvad fungerer knap så godt?

Ib: Efterhånden synes vi vel, at græsplænen var lovlig stor. Den er dejlig at have, når vi skal have fest. Det er dog ikke så tit. Den er stor at slå, og hvad skulle vi ellers bruge den til? Så vi gør noget for at holde arbejdet nede nu, og derfor har vi anlagt “vild med vilje”. Det er også en anden måde at sige det på, at vi ikke vil lave noget ved det. Man altså … i stedet for græsplænen, så bruger vi cirka halvdelen af den nu på at lade stå, og så vil vi så blomsterplanter og så videre, der bare kan gro vildt der.

Ib: Hvis man skal sætte fingeren på noget, der fungerer knapt så godt, så er det, at alt hvad vi har lavet, er noget, der kræver vedligehold. Ikke vedvarende, men alligevel sådan over igennem mange timer. Vi kan godt mærke, at vi bliver ældre, og vi har måske heller ikke lyst til at bruge helt så meget tid på det mere, og derfor skal vi jo skære ned på tidsforbruget. Der er det så, der er kommet det der med vild med vilje. Og det er jo et glimrende forslag på at lave halvdelen af græsplænen til vild i stedet for plejet. Det kan faktisk komme til at se endnu sjovere og pænere ud, og give nogle stier midt imellem de vilde planter og stokroser, og hvad der ellers kan finde på at gro der. Så der skal sås noget andet i stedet for græs.

Ib: Hvis jeg tænker på den bedste historie, som jeg kan fortælle fra haven, så var det nok egentlig for få år siden, hvor jeg havde haven åben over mange dage, hvor der kom skoleklasser på besøg. Der var en af dagene, hvor der kom en skoleklasse inde fra Blågårds Plads. Et sted, hvor de altså slet ikke så naturen, og hvor de sad og spillede bip bip-spil foran fjernsynet fra fredag aften til mandag morgen til de skulle i skole igen. Da de kom ind i haven her, så var der en lille pige, der sagde til mig: Oj, du må være meget rig, at du har sådan en flot park – jeg har aldrig set nogen så flot park, heller ikke inde i byen. Du må være meget rig.

Ib: Og så tænkte jeg … jeg blev lidt paf, så rig er jeg ikke, men tænkte: Ja, det har hun jo ret i. Hvor er jeg rig, at vi har den udsigt til haven. Så det er nok den største oplevelse, at en lille pige påpegede det. For vi nyder jo selv at se den efterhånden … efter 44 år. Så tænker vi jo ikke lige på det så specifikt hver dag, men hvor er det en rigdom at have både sommer og vinter. Om vinteren kan vi se fra stuerne ud i haven og se tingene i silhuet, og med smukt med sne eller bare med rim på. Så det hele tiden er flot at se på.

Kenn: Det vil sige et af dine gode råd kunne jo også være, at der skal være noget at se på hele året rundt?

Ib: Helt klart. Det skal der være, og det skal jo så også være en veksling mellem stedsegrønne og løvfældende, og mellem stauder og stedsegrønt. Sådan så der hele tiden er noget, man kan sige … Haven skal jo være det langsomme skuespil. Det kan godt være, at det er den samme forestilling, der bliver opført hver sommer. Men det skal være med lidt forskellige rollebesætning, og det må godt udvikle sig lidt fra år til år. Det er stadigvæk det langsomme skuespil, men det er glæden ved at se det udfolde sig.

BREAK – – –

Kenn: En have, der udvikler sig, fortæller en historie. Sådan gør jeg også i min have, som et eller andet sted er i konstant udvikling. Det synes jeg fungerer rigtig fint. Og dig? Kan du heller ikke lade være med at ændre lidt i haven, og fx tilføje et par nye planter eller bytte om på noget?

Ib har nogle tips som han gerne vil dele med os. Høre bare her …

Ibs fem bedste havetips

Ib: TIP 1: Havearbejde skal bero på glæde over planter og have, og det at have noget smukt at se på og færdes imellem. Hvis ikke man har den glæde, så skal man lægge granit i stedet for.

Ib: TIP 2: Man skal også have noget der er smukt at se på hele året. Det vil sige fra det tidlige forår og til sidst på sommeren. Og der må da også godt hænge noget på træerne; frugt eller frø vinteren igennem, så fuglene har noget at leve af.

Ib: TIP 3: Så skal man jo kende sit eget gemyt og vide om man har lyst til at bruge tid på det, eller man ikke har. Hvis man ikke har det, skal man bare lave det grønt og stedsegrønt alt sammen med bunddække og så videre. Men man skal gøre op med sig selv og sin partner: Hvad er det, vi vil have fornøjelse af?

Ib: TIP 4: Det er helt nødvendigt, når man har have, at man også ved hvad man stiller op med det, man klipper af, graver op eller skære af og hvad ved jeg. Der kommer affald, det kunne også være køkkenaffald fra grøntsager, så laver man en kompostbunke. Det er en kilde til rigtig meget godt, så enhver have skal have en kompostbunke.

Ib: TIP 5: Oplev børn blive overraskede, Haven oplever glade nogle der ikke rigtig kender have hvor glade de er for at få åbnet øjnene for, hvor smukt naturen er. Hvor righoldige dyrelivet er bare sådan et stykke jord her. Og sejle, så føler en, hvis du har lidt at vise frem. Så får du til folk igen fra børn og voksne.

Kenn: Ib, nu har vi været rundt i din og Lones utrolig smukke have. Der er jo lige en lille historie ved det her, fordi … det er jo måske … den sidste sæson, du har haft i din have nogen sinde …

Ib: Ja, jeg er belastet af en cancersygdom, som har fat i mig og breder sig mere og mere, og lægerne vil ikke sætte tidshorisont på mere om, hvor lang tid jeg har igen. Det kan være det samme, så jeg lader som om, jeg har langt igen, og derfor planlægger jeg stadigvæk i haven, og det ville jeg gøre ligegyldigt hvordan … Det er jo med til at gøre livet dejligt. Men altså, jeg kan jo ikke lade være med at se på den og tænke: Gad vide, om jeg for foråret at opleve her også? Det vil jeg gøre, hvad jeg kan for, men jeg skal ikke være sikker på det … Og det giver selvfølgelig lidt vemodige stemning … men også en kolossal glæde over det, jeg så har haft – og stadigvæk har.

Kenn: Du er meget afsmittende i dit humør, når vi går rundt her … Det er ægte have glæde, der kommer fra dig.

Ib: Det er det, og det er helt fantastisk. Jeg har boet her i 44 år, og hvis jeg kan bo her til det er slut engang … det behøver ikke at haste. Du må ikke skælde mig ud, hvis ikke det er til næste forår. Men så vil jeg … Det er det bedste sted, jeg kan bo. Jeg vil ønske, at det sidste, jeg ser, er min kone i silhuet foran haven …

BREAK – – –

Kenn: Ib nåede desværre ikke at opleve foråret … jeg vil med varme i hjertet tænke tilbage på alle vores hyggelige havesnakke om bier, diversitet og en helt ekstraordinær haveglæde.