H.C. Andersen Haven viser, hvordan en have kan fortælle

»Vi skal ikke igennem klædeskabet for at mærke hans verden.«

Sådan siger Niels Bjørn Friis, inspektør ved H.C. Andersens Hus, under min rundvisning i H.C. Andersen Haven i Odense. Formuleringen bliver hængende hos mig, fordi den rammer præcist det, der gør haven interessant. Her står ingen eventyrfigurer mellem planterne for at forklare os, hvor vi befinder os. H.C. Andersens verden er i stedet fortolket gennem stier, hække, træer, lys, mørke, dufte og skift i perspektivet.

Den smukke trækonstruktion møder den tætte by omkring H.C. Andersen Haven og understreger kontrasten mellem museumsanlæg, have og Odense.

Det gør haven interessant langt ud over besøget i Odense. Flere af dens stærkeste virkemidler handler nemlig om helt grundlæggende havedesign: hvad vi ser først, hvad der skjules, hvordan vi bevæger os, og hvordan planter får større betydning gennem deres placering. Det er principper, der kan bruges på langt færre kvadratmeter, og senere i artiklen får du en enkel fotoøvelse, der kan hjælpe dig med at se de samme mekanismer i din egen have.

De hængende graner får næsten eventyrlige former langs den snoede sti, uden at haven behøver illustrere et bestemt H.C. Andersen-eventyr.

I Den Dunkle Have får bladformer, strukturer og mørkere toner lov til at fylde mere end blomsterne og skabe kontrast til havens lysere rum.

Haven fortæller, mens du bevæger dig

På et tidspunkt bliver stien smallere og drejer mellem beplantningen. Netop dér rammer duften fra en kaprifolie mig med en kraft, jeg slet ikke havde forventet. Jeg standser op, for det er slående, hvor stor en virkning én ganske almindelig plante kan få, når den står præcis dér, hvor man kommer tæt på den.

Lidt længere fremme venter en helt anden oplevelse. Nogle hængende graner bøjer sig gennem rummet med lange grene og former, der næsten ser tegnede ud. Jeg har set tilsvarende hængende graner udvikle sig til enorme, skulpturelle træer i blandt andet The Bressingham Gardens i Norfolk i England, og vækstformen får også her noget næsten eventyrligt over sig.

Det interessante er netop, at ingen af oplevelserne behøver en forklaring. Kaprifolien er ikke blevet gjort eventyrlig, og granerne forestiller ikke noget bestemt. Haven bruger planternes egne egenskaber og lader fantasien gøre resten.

Det er efter min mening langt stærkere end at plante eventyrene ud én til én.

Museumsbygningen ligger næsten opløst mellem havens mange stauder, træer og græsser, så arkitektur og landskab opleves som en samlet komposition.

Perspektivet kan gøre haven større

Noget af det mest gennemgående i H.C. Andersen Haven er arbejdet med perspektiv. Hække skjuler dele af anlægget, stierne drejer, terrænet skifter niveau, og planterne opleves fra forskellige højder og afstande. Haven afslører sig gradvist, mens man bevæger sig gennem den.

Det rammer en observation, jeg har gjort mange gange i private haver. Vi har en stærk tendens til at plante haven i periferien. Hækken står i skellet, buskene placeres foran hækken, træerne skubbes ud mod kanten, mens midten ofte bliver terrasse og græsplæne. Resultatet er, at hele haven kan aflæses næsten med det samme.

Der kan sagtens være mange gode planter, men oplevelsen bliver fladere, fordi øjet mangler noget at bevæge sig omkring og opdage.

Når nogle af de rumskabende planter flyttes ind i haven, ændrer billedet sig. En busk kan bryde en synslinje, et mindre træ kan skabe forgrund, og en lav hæk kan skjule den nederste del af et rum uden at lukke himlen eller de højere træer ude. Selv grupper af høje stauder kan bruges til at forsinke blikket og få næste del af haven til først at vise sig lidt senere.

Jeg tænker ofte på en have som en serie billeder frem for én stor flade. Det næste billede behøver ikke være synligt, før du når frem til det. Netop derfor kan princippet være særlig interessant i små haver, hvor man ellers let tror, at alt bør holdes åbent for at få arealet til at virke større.

Kontraster gør oplevelsen tydeligere

H.C. Andersen Haven arbejder også bevidst med forskelle mellem lyst og mørkt, tæt og åbent, frodigt og mere roligt. I Den Dunkle Have skaber blandt andet mørke takshække og nåletræer et fortættet rum, mens andre dele af haven åbner sig med lysere planter, blomster og græsser.

Kontrasten gør begge oplevelser stærkere, og det er et princip, jeg selv bruger meget i havedesign. Hvis hele haven er farverig, mister farverne efterhånden noget af deres kraft. Hvis alle områder er lige frodige, bliver det svært for øjet at finde ro, og hvis alle planter forsøger at være hovedpersoner, bliver helheden let urolig.

Derfor handler en god beplantning også om at acceptere, at noget skal være baggrund. Roligere planter, grønne flader og tydelige strukturer kan få de stærkere indslag til at virke endnu stærkere.

Kaprifolien viser egentlig det samme princip. Havde hele stien været fyldt med kraftige dufte, havde jeg næppe registreret den på samme måde. Oplevelsen blev stærk, fordi den opstod pludseligt og havde ro omkring sig.

Den nedsænkede have ændrer perspektivet og lader stauder, arkitektur og byens huse optræde i flere lag.

Den nedsænkede atriumgård er normalt ikke åben for publikum og bruges blandt andet til optrædener. Træbroerne krydser vandfladen mellem åkander og den omgivende arkitektur.

H.C. Andersen så historier i blomsterne

Planter og blomster dukker igen og igen op i H.C. Andersens fortællinger. Den lille Idas Blomster, Gaaseurten, Rosen-Alfen, Grantræet og Gartneren og Herskabet er nogle af de oplagte eksempler, og hans blik på naturen var tydeligvis mere nysgerrigt end dekorativt. Planter kunne få karakter, intention og fortælling, fordi han betragtede dem længe nok til at opdage noget, andre måske gik forbi.

Det tiltaler mig måske også, fordi jeg selv har svært ved at lade en plante, en bille eller et andet lille fænomen fra floraen og dyrelivet stå helt alene, hvis der gemmer sig en god historie i det.

Når jeg er sammen med mine børnebørn, fortæller jeg derfor gerne videre på det, vi finder. En vissen stængel kan blive interessant, når man ved, hvem der kan bo i den. En blomst, der åbner om aftenen, bliver pludselig indgangen til en fortælling om de dyr, den forsøger at lokke til sig. Andre gange digter jeg videre, og virkeligheden bliver begyndelsen på vores egne små eventyr.

Jeg sammenligner naturligvis ikke de historier med H.C. Andersens, men mekanismen interesserer mig. Når noget velkendt får en fortælling knyttet til sig, ser vi ofte længere og mere opmærksomt på det. Det, vi før gik forbi, får betydning.

Netop den tanke fører videre til en af hans historier, som jeg synes rammer noget meget præcist i forhold til haver.

Gartneren Larsen så værdien i det almindelige

I Gartneren og Herskabet fra 1872 dyrker og udvikler den dygtige gartner Larsen herskabets have med et blik, som ikke altid får den anerkendelse, det fortjener. På et tidspunkt bruger han blomsten fra en ganske almindelig artiskok som prydplante. Den vækker beundring, lige indtil herskabet opdager, at planten kommer fra køkkenhaven.

Senere finder han inspiration i hjemlige planter fra marker og skove og giver dem nye roller. Han opdager kvaliteter i det, andre allerede kender så godt, at de er holdt op med at se ordentligt på det.

Det er en mekanisme, vi stadig kan genkende i haveverdenen. En sjælden plante kan få opmærksomhed alene på grund af sin sjældenhed, mens en ganske almindelig busk, græs eller staude næsten bliver usynlig, fordi vi har set den mange gange før.

Gør det almindelige ualmindeligt stod blandt mine noter efter rundvisningen, og koblingen til gartner Larsen gør tanken endnu stærkere.

Godt havedesign behøver ikke begynde med jagten på mere specielle planter. Ofte opstår de stærkeste løsninger, når noget velkendt bliver brugt med større præcision. Kaprifolien var netop et eksempel. Planten var velkendt, men placeringen gjorde, at jeg oplevede den på ny.

Store træer og den nedsænkede have danner et grønt rum midt i byen, mens Odenses huse fortsat er tydeligt til stede i baggrunden.

Fem principper du kan tage med hjem

H.C. Andersen Haven er et stort professionelt anlæg, og ved etableringen blev der arbejdet med mere end 11.000 stauder og omkring 28.000 blomsterløg. Landskabsarkitekturen er udviklet af MASU Planning som en del af museumsprojektet med Kengo Kuma & Associates, men flere af de centrale principper kan overføres direkte til en almindelig have.

Se først på rummene: Hvis næsten alle høje planter står langs skellet, kan et træ, en busk eller en mindre hæk længere inde i haven skabe langt mere dybde.

Se derefter på det skjulte: En have behøver ikke kunne aflæses fra terrassen. Et brud i synslinjen kan gøre selv et lille areal mere interessant at bevæge sig gennem.

Undersøg kontrasterne: Hvor findes forskellen mellem lyst og mørkt, tæt og åbent, frodigt og roligt? Hvis alt har samme intensitet, mister de stærkeste elementer deres virkning.

Tænk også på sanserne: Duftende planter bør stå steder, hvor du faktisk kommer tæt på dem, mens interessante blade, bark, lyde og bevægelser kan bruges til at give bestemte steder karakter.

Til sidst kan du se på det almindelige. Før du køber noget nyt, så spørg, om en plante, du allerede har, kunne få større betydning gennem en anden placering, gentagelse eller beskæring.

Det ligger tæt på den måde, jeg selv arbejder med havedesign. Jeg begynder helst med rum, proportioner, bevægelse og retning, før plantevalget bliver konkret. Planterne er afgørende, men de skal have en funktion i den samlede komposition frem for blot at udfylde en ledig plads.

Tag tre billeder af din egen have

Du kan undersøge meget af dette uden hverken tegninger eller avancerede redskaber. Tag tre fotografier med din telefon: ét fra terrassen eller den siddeplads, du bruger mest, ét gennem et vindue, du ofte ser ud af, og ét fra lågen eller den vigtigste adgang til haven.

Se derefter på billederne som kompositioner i stedet for som dokumentation af et sted, du allerede kender.

Hvor lander øjet først? Kan du se hele haven på én gang? Hvad ligger udelukkende langs kanten? Mangler der noget i forgrunden? Er der områder, hvor en busk, et træ eller en lav hæk kunne skabe et nyt lag? Og findes der steder, hvor én særlig duft, form eller bevægelse kunne få lov til at virke mere koncentreret?

Fotografiet er nyttigt, fordi det fjerner lidt af vores vante blik på haven. Vi holder et øjeblik op med at se alt det, vi ved om stedet, og begynder i stedet at se proportioner, linjer og komposition.

Det kan være et bedre sted at begynde end endnu en tur på planteskolen.