10 stauder, der elsker tørke
Glem alt om haveslange og vandkande – her er de stauder, der klarer sig næsten uden nedbør.
Tekst og foto: Kenn Römer-Bruhn – storyteller, havedesigner og formidler
Der findes morgener, hvor solen allerede bager, før du har redt morgenhåret og nået at få kaffe i kruset. Hvor græsset er brunt og føles stikkende under fødderne, mens haveslangen ligner en tvungen opgave snarere end en fornøjelse.
Men ikke alle planter kræver din opmærksomhed. Nogle nøjes med det, de får – og kvitterer med skønhed, år efter år.
Hvis du længes efter en frodig have, der kan tåle at blive glemt et par uger i forsommeren og gennem feriemånederne, så læs med her. Du får 10 stærke og smukke bud på stauder, der både trives og blomstrer i tørre tider.

En have med færre krav – og mere frihed
Det kræver mod at give slip. At stole på, at naturen kan selv. Men netop de tørketålende planter lærer os en vigtig lektie: Det er ikke altid dem, der kræver mest, der samtidig giver mest tilbage.
Når du vælger med omtanke, kan du skabe et staudebed, der passer sig selv, suger solen til sig og danser i vinden uden at forlange opmærksomhed fra hverken dig eller vandslangen.
Stærke rødder og naturlig rytme
Fælles for de planter, du møder her, er, at de har udviklet dybe rødder, tykke blade eller en særlig modstandskraft. De følger deres egen rytme – blomstrer, visner og vender tilbage helt uden drama. De vinder i længden, og med dem får du en have, der spiller sammen med klimaet – ikke imod det.
1. Lavendel (Lavandula angustifolia)
Der er noget næsten middelhavsk over lavendel. Duften, farven og strukturen bringer en lethed ind i haven, som får skuldrene til at sænke sig.
Lavendel elsker sol og trives bedst i mager, veldrænet jord. Den bryder sig ikke om at få våde fødder. Men når den står rigtigt, kvitterer den med blomstring og duft i ugevis gennem sommeren.
Klip den let tilbage efter blomstringen, så kvitterer den med lidt held med endnu en runde. Og klip den gerne sidst på sæsonen, så kan du skabe en smuk form, der holder gennem vinteren. Med lavendel får du en plante, der både er smuk og sanselig.
Her i Blomsterhaven har vi sat en hæk mellem orangeriet og køkkenhaven. Læs mere om Blomsterhaven tæt på København.

Lavendel (Lavandula angustifolia) med sine smukke lavendelblå blomster.

Purpursolhat (Echinacea purpurea) er tørketålende, når den først er etableret.
2. Purpursolhat (Echinacea purpurea)
Purpursolhat er som en havens solhilsen – majestætisk, medicinsk og insektmagnetisk. Den rejser sig højt over jorden med sine stærke stængler og purpurrøde margueritlignende blomster, i løbet af høj- og sensommeren.
Når den først er veletableret i haven, klarer den tørke uden brok og har i århundreder været brugt som lægeplante. Insekter elsker den, og den skaber et roligt centrum i enhver beplantning.
Plant den i grupper – det fremhæver dens styrke og skaber ro i bedet. Den passer godt sammen med både prydgræsser og salvie – og giver havens bede en lethed, du ikke vil undvære.
3. Lammeøre (Stachys byzantina)
Lammeøre er ikke kun tørketålende – den er en haptisk oplevelse, og man kan ikke lade være med at røre ved den. De sølvgrå, filtede blade er bløde som små lammeører – og hele planten udstråler ro og styrke.
Den breder sig stille og dækker jorden som et lavt, levende tæppe. Perfekt til solrige steder, hvor andre planter giver op.
Lammeøre blomstrer med små, diskrete rosa aks, men det er bladene, der bærer udtrykket. De skaber kontrast og sammenhæng i enhver sammensætning.

Man kan ikke lade være med at røre ved lammeøre (Stachys byzantina).

Sankthansurt (Sedum telephium) ‘Black Beauty’ er en mørk variant som er ekstrem tørketålende, og kræver næsten ingenting.
4. Sankthansurt (Sedum spectabile)
En af de mest taknemmelige stauder, du kan vælge. Sankthansurt kræver næsten ingenting – og giver masser. Den findes rundt om i den danske natur på tørre overdrev.
Med sine tykke stængler og kødfulde blade er den skabt til tørke. Blomsterne kommer sent, men bliver stående smukt ind i efteråret – og tiltrækker både bier og sommerfugle.
Den findes i flere farver og former, og egner sig både som solitær og i grupper. En sand arbejdshest med elegance, som vi sætter særlig pris på her i Blomsterhaven.
5. Katteurt (Nepeta faassenii)
Katteurt har en lethed over sig – blåviolette blomsterskyer, der dufter og lokker. Den blomstrer længe, tåler tørke og klæder både stier og bedkanter.
Plant den i grupper, og du får en lav bølge af bevægelse og duft. Den kræver minimal pleje og har en særlig evne til at blødgøre overgange i haven. Efter blomstringen kan du med fordel klippe den ned, hvorefter den vil genblomstre.
Som bonus er den næsten uimodståelig for katte – og fuldstændig ligeglad med tørke.

Katteurt (Nepeta faassenii) giver haven en lethed med sine blåviolette blomsterskyer.

Røllike (Achillea millefolium) har flade blomsterskærme og fås i mange forskellige farver. Den er ret hårdfør og tåler sol, tørke og vind.
6. Røllike (Achillea millefolium)
Der er noget ydmygt over røllike. En plante, der har vokset langs marker og på overdrev i århundreder – og som nu indtager haverne med fornyet styrke.
Dens flade blomsterskærme lyser i hvidt, gult, orange eller rosa, og dens fjersnitdelte blade giver en blød tekstur til bedet. Den tåler sol, tørke og vind – og breder sig gerne, hvis den får lov.
Røllike er en af de planter, der skaber sammenhæng. Den binder farverne sammen, tiltrækker nyttedyr – og står flot både i blomst og i frøstand.
7. Salvie (Salvia nemorosa)
Der er ro over salvie. En fast rytme i dens opbygning, en renhed i farven – og en magnetisk tiltrækning på bier og sommerfugle.
Salvie er tørketålende af natur og blomstrer længe, særligt hvis du klipper den let tilbage efter første flor. Farvepaletten spænder fra dyb blå til blød violet, og bladene dufter svagt, når du rører ved dem.
Den passer smukt sammen med prydgræsser, roser og solhat – og bringer en særlig intensitet til haven uden at larme.

Når salvie (Salvia nemorosa) først er etableret, er den ret tørketålende og vil passe fint ind i større grupper.

Farvebælg (Baptisia australis) klarer sig med minimal pleje, og tåler tørke, når den først er etableret.
8. Farvebælg (Baptisia australis)
Farvebælg – også kendt som falsk indigo – blomstrer med lupinlignende spir i forsommeren. Farverne varierer fra blåviolet til cremegul afhængigt af sort, men fælles er de høje spir, der rejser sig i begyndelsen af sommeren.
Farvebælg er en plante med historie. Den har været brugt som farveplante, men i haven er det dens værdighed og robusthed, der skiller sig ud. Den klarer sig med minimal pleje, tåler tørke og står stærkt hele sæsonen – også når blomstringen er ovre. Men den skal hjælpes på vej de første par år efter etableringen. Herefter går det af sig selv, og den kan ikke slås ned igen.
Bladene er blågrønne og holder formen smukt, og de sorte frøskulper tilføjer vinterstruktur, hvis du lader dem stå. En perfekt staude til det solrige bed, hvor du ønsker karakter og kontinuitet uden krav. Det er en af Blomsterhavens favoritter!
9. Storkenæb (Geranium ‘Rozanne’)
Der findes mange storkenæb, men ’Rozanne’ er noget særligt. Den er et hit her i Blomsterhaven, som vi slet ikke kan undvære. Med sin lange blomstringstid – fra juni til frost – og sin frodige vækst, er den en gave til enhver tør have.
Blomsterne i køligt blå-lilla er som små vinduer til sensommeren, og den vokser tæt uden at blive voldsom. Perfekt som bunddække under roser eller sammen med højere stauder, som den vil væve sig gennem.
’Rozanne’ trives i sol og halvskygge og klarer sig fint uden ekstra vand. Den giver haven det rolige fundament, du kan bygge videre på. Giv den lidt kærlighed det første år, så giver den dig tilbage i tifold.

Storkenæb (Geranium ‘Rozanne’) er en af de planter med længst blomstringstid – fra juni til frosten tager den.

Kæmpejernurt (Verbena bonariensis) kaldes også kæmpeverbena – og den bliver også ret stor, hvis den står i fuld sol.
10. Kæmpejernurt (Verbena bonariensis)
Selvom kæmpejernurt – også kaldet kæmpeverbena – teknisk set er enårig, opfører den sig ofte som en trofast staude i milde vintre – og derfor fortjener den sin plads her på min favoritliste over tørketålende stauder.
Let som en sommerfugl, stærk som en ståltråd. Kæmpejernurt kaldes også for kæmpeverbena og svæver over bedet med sine små violette blomster på høje, tynde stængler – og skaber en fortryllende, næsten grafisk effekt.
Den elsker varme og tørre forhold og sår sig selv, så den dukker op nye steder år efter år – som en venlig overraskelse. Den bliver aldrig en udfordring, da den er let at luge væk.
Jernurt bringer højde og lethed ind i haven. Den blander sig uden at dominere – den danser i vinden som et musikalsk mellemspil. I blomsterhaven har vi brugt den solitært, som hæk (det var smukt) og som drys mellem havens øvrige beplantninger.
Få mere viden, du kan bruge i din egen have
Tørketålende planter er ikke bare praktiske – de er også smukke, robuste og fulde af karakter. Hvis du har fået mod på at plante mere, der passer sig selv, så tilmeld dig nyhedsbrevet. Jeg deler guides, tips og planteforslag fra Blomsterhaven – direkte til din indbakke.
- Du finder tilmeldingen lige her på siden.
Det er hurtigt. Og du kan altid springe fra igen.



Læg en kommentar