Julestjerner der stråler hele vinteren
Med den rette start og nænsom pleje kan julestjerner lyse dit hjem op i månedsvis – og blomstre igen næste år.
Tekst: Kenn Römer-Bruhn – storyteller, havedesigner og formidler. PR foto: Stars for Europe.
Det sker hvert år i takt med efterårets korte dage: Du tager en frisk julestjerne med hjem, sætter den i vinduet, og i løbet af få uger begynder bladene at hænge. Højbladene mister farven, og til sidst står kun en trist stilk tilbage. De fleste tror, det skyldes kulde – men sandheden er, at julestjerner først og fremmest bukker under for forkert pleje.
Med et par enkle greb kan du vende den historie. Faktisk kan en sund julestjerne bringe farve og liv til dit hjem hele vinteren og gå i dvale – for så at blomstre igen næste år.

Julestjernen bringer stemningen i top hen mod jul.
En plante fra Mexicos solrige skråninger
Julestjernen stammer fra det sydlige Mexico og Guatemala, hvor den vokser som store buske på solrige skråninger i lunt, tørt klima. Den er vant til lys, varme, veldrænet jord og læ, ikke kulde eller konstant fugt.
Den reagerer også på daglængde: Når nætterne bliver lange og mørke, begynder den at danne sine karakteristiske farvede højblade. Selv små lysglimt kan forstyrre rytmen – derfor dækker mange den til om aftenen, hvis de vil have den til at blomstre igen næste år.
Planten har en mælkehvid saft, der løber ud, hvis man knækker et skud. Saften kan irritere hud og øjne, især hos personer med følsom hud eller latexallergi. Brug handsker ved beskæring, vask huden med sæbe, og skyl øjne grundigt, hvis uheldet er ude.
Julestjernen er ikke farlig for børn og kæledyr, men tygger de på den, kan det give maveirritation – så pas på, men ingen panik.
Vælg en plante med potentiale
Julestjerner er ikke ens. Kig efter tæt, sundt løv hele vejen ind til stilken, små, faste blomsterknopper i midten og ingen visne eller gule blade forneden. Undgå planter, der har stået i trækfyldte butiksgange eller udenfor – kuldeskader viser sig ofte først dage senere.
En frisk, stærk plante ved købet er selve fundamentet for, at alt det andet virker.
Giv den en varm hjemkomst
Julestjernen tåler ikke kulde. Temperaturer under 12 °C kan skade den på få minutter. Pak den godt ind på vej hjem, og undgå kolde ophold i bilen eller på gaden. En hurtig, beskyttet hjemtransport er en af de største hemmeligheder bag lang holdbarhed.

Efterår møder jul i et roligt stilleben med varm glød, bløde former og klassiske nåle.

En klassisk trappe bliver forvandlet til en stemningsfuld velkomst. Krammerhuse med julestjerner og gran danner en grøn, levende ramme, der inviterer ind i varmen.
Find det perfekte sted til julestjernen
Julestjerner trives i lyse, stabile omgivelser ved 15–22 °C.
- En syd- eller vestvendt vindueskarm i vinterhalvåret er ideel.
- Beskyt planten mod træk, især ved udluftning.
- Undgå radiatorvarme og pejse, som tørrer jorden for hurtigt ud.
- Hold den væk fra frugtskålen – frugter afgiver ethylen, som får højbladene til at visne.
Hvis stuen bliver for varm, kan et lyst badeværelse eller køligt soveværelse være et bedre valg. Julestjernen elsker stabilitet, ikke temperatursving.
Vand med omhu
De fleste julestjerner dør af overvanding, ikke tørke. Så tjek altid jorden før vanding – føles den tør, er det tid.
Tre gode metoder:
- Oppefra: Vand med stuetempereret vand, og hæld overskud væk efter 15 min.
- Nedefra: Lad planten suge vand fra underskålen i 10–15 min. Fjern restvand.
- Neddypning: Sænk potten kort i vand, lad den suge jævnt, og dryp derefter godt af.
Når farverne falmer – sådan overvintrer du planten
Når julestjernens højblade visner efter blomstring, går planten i hvile. Den er ikke død – blot i vinterhi.
- Skær den tilbage og stil den lyst og køligt (15–18 °C).
- Vand kun, så jorden lige akkurat ikke tørrer helt ud.
- I april: Plant den om i frisk jord, vand gradvist mere og giv ugentlig gødning.
Når nattemperaturerne overstiger 12 °C, kan planten flytte ud i halvskygge. Her trives den sommeren over.
Fra september kan du fremkalde farvede højblade igen ved at give planten 12–14 timers uafbrudt mørke i 6–8 uger. Selv små lysglimt kan forstyrre rytmen, så vælg gerne nordvendt, mørkt rum.

Julestjernerne sætter stemningen og inviterer til samvær omkring julemiddagen.
Julestjerner som snitblomster
Julestjerner er ikke kun potteplanter. Som snitblomst holder de op til to uger, hvis du:
- Dypper stilken i varmt vand (ca. 60 °C) i få sekunder.
- Sætter den derefter i koldt vand.
- Skifter vand jævnligt.
De intense farver giver et poetisk pust til buketter og vinterdekorationer.
Når vinterlyset møder tropisk glød
Julestjerner kan være flygtige gæster – eller trofaste ledsagere gennem vinteren. Med en god start, det rette sted og en rolig rytme af lys, varme og vand forvandler de sig fra engangsdekoration til langtidsholdbar vinterglæde.
Næste gang du ser en julestjerne i butikken, så vælg den med blik for potentiale. Den kan blive din egen lille sol midt i mørket.
Giv arbejdsdagen ny energi med en grøn pause
Invitér kollegaerne ud i Blomsterhavens orangeri og tilbring nogle timer sammen i stemningsfulde omgivelser. Her får I ro, nærvær og energi – mens hænderne arbejder i jorden, og smukke dekorationer tager form.
En oplagt ramme for teambuilding, kreative møder eller en inspirerende pause fra hverdagen.
Tak for superhyggelig eftermiddag i din smukke have. Alle har rost arrangementet, din viden, venlige facon og ikke mindst haven.
– Jannie Harboe Kongslev, Event Force Retail
Jeg har været på kursus hos Blomsterhaven i “Design din egen have”. Jeg havde været på kursus i “Begynderhaven”, som også holdes i Blomsterhaven, og var blevet smittet med have-glæden, som man i den grad får med hjem, når man besøger Blomsterhaven. Det var i maj, og nu skulle jeg så deltage i “Design din egen have” i juni.
Det var et fantastisk kursus, hvor der var afsat 6 timer – det var den skønneste dag og her i juni stod haven i fuld flor. Med haven som den smukke kulisse, startede vi med den lækreste morgenmad og her startede også en fantastisk proces i design, kombination, form og farver, alt du skal bruge, når du vil designe din have med variation og blomster hele sæsonen. I frokosten blev der serveret vidunderlig mad og så var der tanket op til tegning og design, som blev sluttet af med den skønneste hjemmebag til kaffen. Jeg fik designet et projekt i en del af min have og fik værktøjer til at komme videre med resten.
Som med kurset i Begynderhaven, så kan jeg på alle måder anbefale at deltage i kurset.
– Sussie Sandre Suhr




Læg en kommentar