Bliv din egen havedesigner

Lær om havedesign, og bliv inspireret til at skabe din egen unikke have.

Lær om bunddække, hække og træer på et havekursus i havedesign

Vil du også designe din egen have?

Drømmer du også om at skabe en smuk have, hvor du med smukke, farverige planter kan skabe harmoniske bede og haverum, der sætter humøret i top og samtidig virker afstressende? Kom på et kursus i havedesign i den 13.000 kvm store have i Hjortespring, hvor Kenn Römer-Bruhn arbejder med planter og natur – og har skabt en utrolig smuk og sammenhængende prydhave med en vild ramme i periferien omkring havens prydbede, haverum og stier.

Her er plads til det smukke og plejede, og her er plads til det vilde med diversitet på flere plan, og på kurset snuser vi til det hele. Du lærer naturligvis også, hvordan du med planter kan tiltrække flere insekter, småkryb og fugle.

Hvem er havekurset i havedesign for?

Havekurset i havedesign er for dig, der måske har et område i haven, som trænger til en kærlig hånd. Måske er det forhaven, et område omkring en af havens terrasser eller køkkenhaven. Det kunne også være design af bede med særlige ønsker til farver og sammensætninger af stauder og blomstrende buske.

Havekurset ‘Bliv din egen havedesigner’ foregår i inspirerende og smukke omgivelser i Blomsterhaven ved Hareskoven, og består af skiftende oplæg om grundlæggende principper i havedesign og praktiske øvelser på papir. Du lærer om designmæssige elementer, som kan bruges til at løse forskellige udfordringer i din have.

Det kan du forvente på havekurset

  • Vejledning, der gør dig klogere på, hvordan du designer din egen have.
  • Nogle vil gå herfra med en konkret skitse i hånden, mens andre får inspiration og ideer til at arbejde videre hjemme.
  • Uanset hvad, vil du få den viden og inspiration, du behøver for at gøre dine havedrømme til virkelighed.

Din forberedelse gør forskellen

  • Dit udbytte af kurset hænger tæt sammen med din egen forberedelse og engagement. Jo mere du bringer med dig ind i kurset (som billeder og noter), desto mere får du med hjem i haven.

Overvej et inspirationsbesøg før kurset

  • Et 1:1 rådgivningsmøde inden kurset kan give dig et stort forspring. Her får Kenn chancen for at se din have, og du får hans første tanker og ideer, så du er optimalt klædt på til kurset.

At designe en have er en fantastisk, kreativ rejse, og med dette kursus har du taget dit første skridt. Kenn er her for at guide og inspirere dig, så du kan fortsætte denne skønne rejse i din egen grønne oase.

Det er en god idé at medbringe:

  • En målbar tegning af din have i 1:100, tegnet med sort tusch på A3.
  • En printet liste med dine ønsker til haven.
  • Nogle billeder af din have som print eller på tablet.

Ovenstående er ikke et must, men er godt at have, så du er hurtigt i gang. Notér det eller de områder i haven, du ønsker skal ændres. Det vil være en stor hjælp for dig i designprocessen, hvis du har så mange oplysninger med som muligt: Brug gerne konkrete mål, placering af bygninger, træer, hegn, vej, indkørsel osv.

Havedesign med en enorm inspirationshave

Havekurset i ‘Bliv din egen havedesigner’ foregår i et fantastisk blomstrende paradis på matriklen i Blomsterhaven, som bruges undervejs til at hente inspiration fra. Vi bruger orangeriet som base, hvis vejret er ustadigt, og sætter os under en kæmpe markedsparasol, hvis solen skinner – eller også slår vi os bare ned under de gamle æbletræer.

Der står materialer til rådighed som papir, skitsepapir og farveblyanter – og der er en masse skønne havebøger som du kan kigge i til yderligere inspiration. Kenn følger dit projekt undervejs på havekurset, og giver naturligvis både inspiration, råd og vejledning.

Det tager mange timer at lave en færdig og gennemtænkt haveplan. Det er kommer du ikke i mål med på havekurset, men du vil have lært nogle af de grundlæggende designregler, og får – ud over en række brugbare værktøjer – en masse inspiration til, hvordan din egen have kan designes og indrettes, når du igen er hjemme i din egen have.

Vi er maksimalt 6 deltagere på et hold, og har dermed tid til at dele både tanker og haveprojekter med hinanden – til fælles inspiration og optimal hygge.

Læs mere om havedesign her, og er du interesseret i andre havekurser, kan de ses nederst på siden.

Andre datoer tilbydes. Hvis I fx er en gruppe på 6-8 personer, en virksomhed eller lignende, så send en besked via kontaktformularen, og vi ser, om vi ikke kan arrangere det i fællesskab. Det bliver jo hyggeligt!

Kenn Römer-Bruhn under forberedelse til et havekursus

Det er tidligere medlem af juryen for Scandinavian Design Awards, Kenn Römer-Bruhn, der vil guide dig gennem dagens workshop i havedesign.

Pink pæon med kølige blå blomster i baggrunden

Her er der brugt en pink pæon med kølige nuancer af blå blomster i baggrunden.

Krukkevækster i haven

Med krukkevækster kan du skabe et flytbart havedesign.

Paths and borders in Oudolf Garten at Vitra Campus

Det er nok ikke et havedesign som i Oudolf Garten i Vitra Campus, du kommer i mål med. Men du er på vej!

Det sker på kurset i havedesign

Du forkæles på dette kursus, og vi begynder med kaffe/te og hjemmebagte kardemommesnurrer, og tager en snak om vores forskellige haver, om de områder i haven, som der måske skal ændres på. Herefter går vi en rundtur i Blomsterhaven, hvor vi griber fat i forskellige designudfordringer. Du ser med egne øjne muligheder i et havedesign frem for begrænsninger – og de erfaringer skal du senere bruge på kurset og hjemme i din egen have.

Få styr på strukturen i din have

På rundturen lærer du om bunddække, hække og planteafskærmninger samt træernes funktioner. Vi kigger på jorden og du lærer, hvordan du kan forbedre jorden, så dine yndlingsplanter vil trives, og dermed bidrage til en lang blomstring.

Tilbage ved bordene står der nu farveblyanter og papir – og vi snakker om linjer, former og struktur inden for havedesign. Herefter skal du i gang med at overføre viden og inspirationen til din egen have på dine skitser. Du kan begynde med et enkelt haverum eller bed, eller gå i dybden med den helt store haveplan. Du bestemmer.

Personligt og eksklusivt kursus i havedesign

Dagen bliver en slags løbende teori og praktik, og inspirationshaven er præcis, hvor undervisningen foregår. Haven kan du bruge undervejs til at hente inspiration, åbne sanserne og fordybe dig i dine havedrømme. Her er et enormt udvalg af planter, forskellige belægninger, hyggelige haverum og ikke mindst et helt unikt orangeri.

Fuld forplejning og hygge

Der er fuld forplejning under hele havekurset – for du skal naturligvis forkæles: Hjemmelavet saft, økologisk kaffe og te, grønt i sæson fra haven og lækkert hjemmebag. På den måde holder du dig frisk gennem dagen, hvor Kenn løbende vil følge dit projekt undervejs, og komme med råd og vejledning.

Havebibliotek

I orangeriet er der et helt bibliotek af forskellige havebøger, som også kan være en inspirationskilde. Det er også her vi henter morgenmad, frokost og hvor vi sidst på dagen afslutter havekurset med eftermiddagshygge og opsummering.

Kursusdatoer i Blomsterhaven

Kurser i havedesign afholdes hvert år på udvalgte datoer på fredage, lørdage eller søndage i maj/juni og i august/september. Da en del af kurset afholdes udendørs, kan det være en god idé at medbringe en sweater, jakke og evt. regntøj. Vi står naturligvis i læ under markedsparasoller eller i orangeriet, hvis det øser ned, men skal jo også rundt i haven. Vi tænder op i brændeovnen i orangeriet, hvis det bliver køligt. Nøjagtige datoer er beskrevet andet sted på siden.

Andre datoer tilbydes. Hvis I fx er en gruppe på 6-8 personer, en virksomhed eller lignende, så send en besked via kontaktformularen. Det kunne være hyggeligt, hvis vi kunne finde en dato, som passer alle.

Mere havedesign hjemme i haven

Når kurset er slut, skulle du gerne være sprængfyldt af inspiration og have sprudlende energi til at føre dit haveprojekt ud i livet. Du har dine nye skitser med dig hjem, eventuelt suppleret med ideer til plante- og materialevalg.

Flere kurser udvikles løbende, så husk at hold dig orienteret – evt. på nyhedsbrevet, på instagram eller blot her på siden …

Romantiske blomster på et havekursus i havedesign

Lær at lade romantikken blomstre i dit havedesign.

Snoet sti på havekursus i havedesign

Brug forskellige materialer som afgræsninger eller stier i dit havedesign.

Brugen af det mere vilde udtryk på havekursus i havedesign

Lær at tilføje ‘klatter’ af vildskab som fingerbøl i dit nye havedesign.

Små hyggekroge kan designes på et havekursus i havedesign

En lille have kan byde på store oplevelser i selv små haverum i dit havedesign.

Lange kig på et havekursus i havedesign

Brug lange kig i dit havedesign til at skabe nysgerrighed.

2023-08-15T15:37:54+02:00By |Havekurser|
Go to Top