Din have – dine regler

Her er havebogen, hvor den, der tager magten, er dig! Bogen lærer dig at skelne mellem nyttige råd og overflødigt regelrytteri, så du frygtløst kan kaste dig ud i alle havens glæder.

Tekst og foto: Kenn Römer-Bruhn, have- og fotojournalist.

Bogen er skrevet af Kenn Römer-Bruhn og Nanna Louise Teckemeier, der med deres programerklæring fortæller, at haven skal være en fritids­for­nøjelse, ikke et fritidsjob. I dag er det de færreste, der har en have, fordi deres overlevelse er afhængige af de afgrøder, den kan producere. Vi har den, fordi den er rar at være i. Man bliver glad af at se på noget grønt, rode i jorden, gå på græsset, blive lettere irriteret af insekter og se dyrelivet udfolde sig. Allige­vel møder forfatterne stadig mange, der ser haven som én lang to-do-liste, som man aldrig helt kommer igennem. Måske føler havefolket, at de gerne ville have en sjovere have, men tror, at det er besværligt eller har ikke tiltro til, at de kan gøre det ”rigtigt”. Til dem har forfatterne skrevet bogen ‘Din have – dine regler’, for det er hverken svært eller besværligt at få den have, du drømmer om.

Så sig farvel til havearbejde, og sig goddag til ”havehygge”. Fremover skal haven ikke lyde som et job, der skal klares. Når du havehygger, gør du i stedet ting i din have, fordi du gerne vil – ikke fordi du føler, du skal. Hvis det kræver noget knofedt, er det stadig en tilfredsstillelse, fordi du kan se målet med at gøre det. I haven er det dig, der bestemmer, og du har ikke andre pligter end dem, du giver dig selv.

Det kan du bruge bogen til

Bogen er din guide igennem junglen af regler, gode råd, myter og misforståelser, der florerer på haveområdet. Er du ny i haven, har du sikkert prøvet at søge på nettet eller i bøger efter gode råd om, hvordan du fx beskærer en rose eller et æbletræ, og er blevet overvældet af en flodbølge af ”Sådan gør du”-anvisninger. Forfatterne graver et spadestik dybere og forklarer, hvorfor rådene lyder som de gør, om de virker, og hvad du kan gøre som alternativ. Her kan også være inspiration at hente for dig, som har dyrket have i et stykke tid og gerne vil prøve nye og nemmere metoder.

Bogen er opdelt i kapitler efter emner, som de fleste haveejere kender til. Hvert kapitel indeholder afsnit, inspireret af spørgsmål, vi ofte bliver stillet og gængse haveråd, der florerer på nettet, i bøger og som en del af ”den offentlige mening”. Du kan læse hele bogen fra ende til anden eller slå op under de emner og afsnit, du skal bruge, via indholdsfortegnelsen til det enkelte kapitel.

Efter endt læsning kan du på et informeret grundlag beslutte, hvad du vil bruge din tid i haven på, og hvad du vælger at være ligeglad med. Du får mod til at eksperimentere og følelsen af, at ”det her, det kan jeg godt”. Det er slet ikke svært! Så bare gå i gang.

Bogen kan købes hos Koustrup & Co og i boghandlen, fx hos Haveisten.

Omslag af havebogen 'din have - dine regler'

Havebogens omslag lægger bestemt op til ‘loose gardening’.

Forfatter Nanna Louise Teckemeier og Kenn Römer-Bruhn

Bogen er skrevet af Kenn Römer-Bruhn og Nanna Louise Teckemeier.

Bogens indholdsfortegnelse

Bogens indholdsfortegnelse.

De fire årstider

Bogen er gennemillustreret af smukke fotos.

Krukkevækster i haven

Krukkevækster omtales også i bogen.